Jeg har en særlig passion for at gengive måger med en tegneblyant.
Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Der er bare noget dejligt vildt og autonomt over dem.
Når man for eksempel er taget ud med brødposer og små børn, og skal fodre ænder i een eller anden park. Så ved vi godt at hvis der først er een måge, så går der ikke længe, så er der to, og ti, og tyve.
Og de små, og til sammenligning ikke spor agressive ænder, må se deres brødkrummer blive fanget i luften og forsvinde.
Eller når man kommer forbi en mark, hvor en landmand pløjer, og ser hvordan mågerne sørger for at han ikke er alene, når de kan se de små usynlige korn mellem fugerne. Et imponerende syn.
Eller når man ligger på en strand og lytter til havet, og højt oppe kan man høre og se mågerne kredse rundt. Og man mærker natur og sommer helt ind under huden.
Det er også mågerne der nogle steder er så sultne og menneskevante, så man kan risikere at de hopper ned på bordene i udendørsserveringen, og hapser madrester.
En kæmpe havmåge som nabo
For nogle år siden var jeg på Lofoten og boede helt ude i vandet i en rorbue (fiskerboliger på pæle i vandet) og på terrassen var der hele tiden besøg af en kæmpestor havmåge, som sad to meter fra mig. Dag efter dag.
Der sad vi to og nød udsigten.
Og jeg var sådan en lille smule starstruck over at den var så stor og muskuløs. Og fredelig.
Og mens vi sad der kunne jeg tegne den igen og igen, fra alle vinkler.
En meget villig model.
Her er en måge som gik til angreb på min mad på en udendørs cafe. Jeg tog et billede af den, og senere røg den i skitsebogen.
Samme måge som før, men nu traced over på en ny side med madpapir og spejlvendt. Tegningen blev lavet efter at jeg havde set en udstilling med den norske maler Bjarne Melgaard. En ret vild og ekspressiv maler, og så skulle min måge lige med i samme retning.
Samme mågemotiv. Den der åd min mad… Nu udsat for grafisk leg.
Et kamera er nødvendigt, hvis jeg skal tegne dem i bevægelse.
Men jeg har også erkendt, at hvis jeg skal have gang i at tegne mågerne i fuld bevægelse, skal der et kamera ind over. Så jeg kan fange dem in action. Og jeg har ofte forsøgt at få dem i nærbillede med kameraet.
På et tidspunkt kom jeg forbi en mark hvor en landmand var ved at pløje. Jeg havde kamera med, og gik ud af bilen og satte mig vejkanten, for at forsøge at få nogle nærbilleder at de livlige dyr.
Det endte med at landmanden kom hen og spurgte, lidt vred, hvorfor jeg sad og tog billeder af ham der arbejdede. Ups. Det var jo slet ikke ham, men mågerne jeg forsøgte at fange. Undskyld.
For noget tid siden kom jeg så kørende på cykel på Brabrandstien ved Aarhus. På en strækning er der ænder i en lille sø, og en far med sin lille søn var ved at fodre ænder.
Jeg var lige ved at falde af cyklen, for at komme hen og få taget nærbilleder. Lynhurtig aftale med faren at jeg tog billeder af mågerne og ikke af ham og drengen, og så skød jeg ellers flittigt med mobilen af mange, mange måger, mens han og drengen forsøgte at få brødkrummerne igennem til ænderne. Jeg var så lykkelig.
Jeg tog omkring 100 billeder inden for få minutter og nu har jeg masser af råmateriale at tegne efter i lang, lang tid.
Tænk at jeg ikke havde tænke på det før? De begærligt sultne måger skal jo blot lokkes til med en lækkerbidsken…
Opslaget her stammer fra min Lofoten-skitsebog fra 2015. Teksten i bunden af billedet lyder således: “Måger lyder som: 1) en nytårsraket. 2) En brunstig kat. 3) Et vaskebræt. 4) En gøende hund med ondt i halsen. 5) En skruetrækker med en genstridig skrue. 6) En klukflaske. 7) “AV! AV! AV!”
0 kommentarer