Jeg er SÅ VILD med genbrugsbutikker. De kan altså bare noget! Og det er der heldigvis rigtig mange der har opdaget.
Jeg husker dengang, hvor det kun var de særligt bevidste (læs: flippede), der gik i genbrugsbutikker. Så var det noget med at det skulle komme fra militære overskudslagre eller lign. Vi var mange (også mig selv) der tænkte at det var lidt klamt at gå i andre folks tøj, og spise af gamle tallerkener eller lign. Ja, jeg indrømmer det gerne. For tredive år siden ville jeg have forsvoret at skrive denne tekst. Det er jeg heldigvis kommet totalt over, ligesom mange, mange andre. Jeg har, efter flere års indsamling, en skøn samling af tallerkener, og adskillige 70’er fede duge. jeg smisker over min samling af Alt for Damerne fra 60’erne, som jeg fandt i en lille butik i Vestjylland. (- nogle kjoler der er deri!) – Og meget, meget mere…
Og når jeg rydder ud i de fyldte kroge, så ryger alt det overskydende i genbrugsbutik. Stort set. Kun ganske få ting sætter jeg til salg.
Det er nemlig ren WIN-WIN!
Eller – 7xWIN er vist mere rigtigt.
- Alt overskuddet fra butikkerne går som regel til en eller anden velgørenhed. F.eks. har Kirkens Korshær en del varmestuer i de større byer, som får meget af overskuddet fra butikkerne. De folk som besøger varmestuerne er de laveste på samfundsstigen. Der er ofte ikke flere steder for dem at gå hen. Varmestuerne drives delvis af midler fra genbrugsbutikkerne. Det er da smart! Jeg elsker, at når jeg afleverer noget, eller køber noget, så er jeg samtidig med til at støtte mennesker der har et svært liv.
- Genbrugsbutikkerne er et fantastisk sted at arbejde for utallige frivillige. Det er tydeligt når man går ind i en butik, og stemningen er særlig. Når man kan dufte kaffen, og høre damerne kalde mændene til kaffebordet. Her er bare hyggeligt. Det er frivilligt arbejde når det er bedst. Og jeg elsker at jeg er med til at holde den verden i live, ved at aflevere mine aflagte ting, og købe andre folks ting.
- At rydde op i mit hjem, og sende de ting jeg ikke har brug for mere, i genbrugsbutikken. Det er jo gode ting, der virker, og som jeg har utroligt svært ved at smide ud. Ting som ikke er ret meget værd, og hvor et salg for få penge er alt for besværligt. Men når jeg ved at de går videre til andre, så er det hele bare lidt lettere at skille sig af med. Min stam-butik ligger få km fra mit hjem. Utallige er de sække jeg har hældt af deroppe. Nogle gange er der ting i sækken, som jeg har købt i butikken, og som stadig har prismærke på. (Og jeg indrømmer: Andre gange har jeg fortrudt noget og har måttet købe det hjem igen. Sådan er det bare…)
- Og så er det jo bare oppe i tiden at snakke om bæredygtighed. Vores klode er udfordret på sine ressourcer. Vi har levet med brug-og-smid-væk i alt for mange år. Det giver rigtig meget mening at genbruge de ting andre ikke vil have, og lade dem genbruge mine.
- At jage den perfekte ting til billig penge er fantastisk. Jeg kan næsten smage blod når jeg træder ind i en genbrugsbutik. Helst i en lille by ude på landet, og allerhelst i Jylland, langt fra de store byer. Her kan findes de mest fantastiske duge, dimser, retro-ting mv. Jo mere snusket, desto bedre. Et godt besøg i en genbrugsbutik er, når fingrene bliver lidt beskidte og det støver på hylderne. Dét er godt! så når jeg en gang imellem befinder mig på landevejene, så holder jeg altid øje med, om der er en lille by med en lille biks, jeg skal ind i. Jeg elsker jagten!
- Det er billigt! Da mine børn var små, var de ofte med i genbrugsbutik, og de har slæbt masser af legetøj med hjem, for de opdagede at det var meget nemmere at få det ud af mig her, end i en almindelig legetøjsbutik. Og de har samtidig lært at sende det afsted igen, når de ikke legede med det mere, så andre kunne få glæde af dem.
- Og sidst, men ikke mindst: Når jeg går ind i en genbrugsbutik, ser jeg ikke kun nyt tøj eller ting til hjemmet. Jeg ser en uudtømmelig mængde af materialer der kan laves om til noget andet. Klippes i stykker. saves over, bygges om, syes sammen til noget helt andet. Der er ingen grænser, og det hele kan fås til billig penge, så det ikke koster noget særligt at investere i. Det er bare at gå igang.
Her er andre ideer fra Krøyers Kvarter:
DIY Glasopsatser – nemme at lave
Lav Kusama-prikker på de gamle vaser
0 kommentarer