Du kan finde stor inspiration i mønstre, som findes overalt, hvis du lige stiller øjnene ind på det. I denne weekend besøgte jeg Tirpitz-bunkeren ved Blåvand. Bunkeren er en del af den Atlantvold som Hitler opførte for at beskytte sit territorium mod vest, og derfor ligger bunkerne som perler på en snor langs hele vestkysten.
Bunkeren Tirpitz blev aldrig helt færdig, for så sluttede krigen.
Både indeni og udenpå er der de mest fantastiske mønstre i overfladerne på alt betonen.
Man kan bruge meget tid på at overveje og lytte til fortællingerne om Hitlers indtog og nazisternes strukturerede måde at arbejde på, i deres fremstilling af bunkerne. Og det er en forbløffende og fascinerende historie. Men – man kan også tage kunstnerøjnene på og stille ind på mønsterkig, og nyde de fantastiske former og mønstre der er opstået. Nogle ved fremstillingen. Andre af tidens tand.
Man kan bruge mønstrene på mange måder:
- Man kan forsøge at gengive dem med farver.
- Man kan tage billeder af dem; i en god opløsning kan de blive nogle ret dekorative fotostater.
- Man kan lave frottage på de mest strukturerede mønstre (frottage = et stykke tyndt papir lægges på, og der skraveres ovenpå med fx en blød blyant.)
- – og så kan man tegne dem med en blyant, og bruge dem som et studie af form og dybde. Find selv på mere…
Tirpitz-bunkeren er i 2017 blevet udvidet med et besøgscenter, tegnet af den danske arkitekt Bjarke Ingels. Besøgscentret har hævet niveauet for attraktionen, og man har valgt ikke kun at sætte fokus på bunkeren, men også på havets guld, RAV, som kan findes på den nærliggende strand. En del af Udstillingscentret er dedikeret til de mange, mange søfolk som har mistet livet i mange hundrede år, i en tid hvor man ikke havde den moderne teknologi som vi har i dag.
Og det er en fornøjelse at se besøgscentret med sit tydelige Bjarke Ingels-præg, en kompromisløs tilgang til materialerne, og et museum der rejser sig gennem sprækker i jorden, og ikke tager opmærksomheden fra selve Tirpitzbunkeren. Og så er der alle mønstrene…
Nogen har “tabt” noget tjære på væggen, inde i bunkeren. Det ligner et moderne abstrakt maleri, med bund af de vandrette brædde-aftryk, fra forskallingen, under støbningen.
Man har forsøgt at fjerne mange af bunkerne, langs vestkysten, men fascisterne lavede dem så solide, de skulle jo kunne modstå bombenedslag, så de har vist sig umulige at flytte. Inde i Tirpitz-bunkeren har der været en etageadskillelse, som man er lykkedes at få sprængt væk, og dette har efterladt jernarmering i væggene, som ligner Medusas hår. Flotte former og mønstre på kraftigt jern.
Kalkaflejringer? ihvertfald flot!
Sprækker er altid spændende at studere, i al deres tilfældighed.
Selve Kanonrummet i midten. uden belysningen, som er sat rigtig flot, ville her være bælgmørkt.
Nej, det er ikke en døbefont, men en stor projektør, som er stillet op inde i kanonrummet.
Udenfor er mønstrene helt sublime. Betonen har stået i 75 år, og fået patina af vind og vejr. Jerndørenes rust understreger, og giver et meget moderne udtryk. Læg stadig mærke til aftrykkene fra forskallingsbrædderne, som er med til at give det rustikke look.
Indgangen til besøgscentret. En sprække i jorden lukker os ind i en anden verden. Besøgscentret er tegnet af Bjarke Ingels og åbnede i 2017.
Og jeg kunne jo ikke lade være med lige at lave en lille skitse. Havde nye tuscher med, i gråtoner fra Faber Castell, og de skulle lige testes. Læg mærke til halvkuplen ovenpå bunkeren. Her skulle en kanon have siddet, som kunne holde udefrakommende fjender i skak. Nu er der en halvkuppel i hvid, med tegninger af mælkebøtter. En stor kontrast til den bastante bunker. – Årets første skitsetur, så er foråret endelige kommet.
0 kommentarer