”Hvad synes du jeg skal skrive om på min blog?”, spurgte jeg min datter på 15 år.
”Jeg synes du skal skrive hvorfor man skal tage sine børn med på museum”.
”Men hvorfor skal man så det?”
– Og så gav hun sig til at tænke. For det var vist alligevel et lidt svært spørgsmål.
Da mine børn var ca 2 og 4 år, var vi på nyåbnede Aros og se en særudstilling af én af de største danske kunstnere i disse år: Olafur Eliassen. Han er sindssygt dygtig til at inddrage beskueren i sine værker. Bare se på hans ”regnbue” på toppen af Aros. Man er i værket og forholder værket til sig selv. Sin hud. Sit tøj der skifter farve. Man kan mærke værket på sig selv, og set nede fra gaden er man statist inde i kunstværket.
Men besøget her var lang tid før Regnbuen, og udstillingen var sprængfyldt med værker i stort format. Alle værkerne kunne man på én eller anden måde forholde sig til. Man kunne spejle sig, man kunne gå ind i det, man følte varme/kulde eller blev udsat for synsbedrag.
Min lille dreng på 4 år kom med alle sine vidt-åbne sanser og gik til opgaven med stor iver. Han følte simpelthen hele udstillingen, uden at have nogen som helst ide om at det præcis var dèt, han skulle. Han spurgte, og undrede sig, og spejlede sig, og viklede sig ind og ud af alle de mange forskellige ting.
Det var en total-oplevelse. Mindst lige så god som at sidde i en rutchebane i et sommerland.
Da vi var færdige med at være på museet, tog vi på frokostrestaurant. Min lille dreng var imidlertid blevet så træt, at han ikke kunne holde sig vågen, selvom han for længst var holdt op med at sove til middag. Men sansebombardementet af følelser og oplevelser, som han aldrig havde oplevet før, havde udmattet ham så meget, at han måtte hen og ligge over to stole, og sove en halv times tid. Slået ud af Olafur Eliassons fantastiske univers!
Et par år efter frokost-sovnings-episoden var vi igen på Aros, og denne gang var det mine sanser der blev udfordret. En videoinstallation viste en film som jeg, som voksen, var lige ved at kaste op over. Men mine to børn på nu 5 og 7 var helt vildt fascinerede. Filmen viste en kanin, som blev flået til skindet, bortset fra pelsen på hovedet, og på alle fire poter. Og så blev den klædt på i babytøj. Som om den var en skrøbelig baby. Filmen var 7-8 minutter lang, og næsten uden tale, kun levende billeder.
Hele min krop reagerede med afsky, men jeg sagde ikke noget. Jeg var nemlig helt vildt forbløffet over børnenes tilgang til filmen.
”Nårh, hvor er den sød, Mor!”
”Se, de der bukser!”
Filmens dybere mening var formentlig en kommentar til den voksende industri af plastickirurgi, hvor vi omformer kroppen til noget andet end det naturen har skabt. Hele min krop sagde, at jeg skulle beskytte mine børn, og få dem væk fra fremvisningen. Men dér sad de og var helt vildt fascinerede, med samme tilgang, som om de sad og så et afsnit af Postmand Per.
Og jeg var nødt til at spørge mig selv hvorfor vi reagerede så forskelligt, for det var jo vildt interessant! Det gik op for mig, at det hele handlede om den historie vi hver især kom med: Jeg så en dyrekrop uden hud som kunne være aftensmad, eller et offer for en ulykke. Det var ganske få år siden at jeg havde klædt mine spædbørn på, på samme måde, med samme teknikker, og det var voldsomt at se dette ritual på en hudløs, slagtet dyrekrop.
Mine børn derimod så en lyserød slaskedukke med et sødt hvidt kaninansigt, og små bløde poter. Som blev ordnet og puttet ligesom dem selv.
Denne gang var det mig der blev udfordret, men hvis børnenes tilgang ikke havde været der, ville jeg blot have skyndt mig væk, og ikke set nogen større sammenhæng med min verden.
Hele deres barndom er de blevet slæbt ind og ud af museer. De har set de mest underlige ting, forholdt sig til pompøse guldaldermalerier, muntret sig da deres mor kom lidt for tæt på et maleri på Skagen Museum, og tyverialarmen gik i gang. Kigget på underlige installationer, og ærbare statuer. Og overvejet om de kunne lide det eller ej. Men aldrig med forarget fortegn. Altid med undren og nysgerrighed. De senere år, som teen-alder og voksen-afstand har sat ind, har jeg af og til købt dem med en lækker burger eller andet spise-hygge, for at få dem med. Og de tager (som regel) stadig med…
Jeg tror, at den dannelse og fornemmelse for omverdenen, som du giver dine børn på museum, gør dem rummelige, fordomsfrie og åbne for nye ideer.
Og min egen tilgang til den kunst vi har set, er nogle gange blevet voldsomt udfordret, til min store fornøjelse og forbløffelse.
”Mor, jeg tror at grunden til at man skal tage sine børn med på kunstmuseum er, at det er en helt vildt hyggelig måde at være sammen på som familie. Når vi kigger på sjove ting, eller lægger os på et blødt gulv i et mørkt rum, og kigger på tegninger i loftet, eller hvad man nu lige kan. Det stimulerer sanserne og man lærer noget om verden… – Derfor.”
Anbefalingen fra min datter er hermed givet videre. Vis dine børn noget kunst, også selvom du ikke selv forstår det. Gå til det med åbent sind, og spørg dem hvad de synes, hvis der er noget du selv syntes er for mærkeligt. De har helt sikkert et bud!
Hvis du har lyst til at læse mere om Olafur Eliasson kan du gøre det her.
Titelbilledet til denne artikel viser min datter i fuld action i en udstilling i 2009 på Aros. Hun er 7 år og har det fantastisk i et værk ved navn Knowbotic Research, af Black Cat. Heliumballoner der bevæger sig imellem hinanden og skaber elektronisk musik undervejs. Et vidunderligt sted at være for et barn (og en voksen).
Gode bud på museumsoplevelser lige nu, med børn:
”no man is an island – the satanic verses” – vilde ting fra museets egen samling.Bla lambourghinien som jeg har omtalt i et tidligere blogindlæg.
”de 9 rum” – her er mulighed for masser af sanseoplevelser. Men husk, at de små skal have en voksen med. Her er bl a et alternativt spejlkabinet af Olafur Eliasson.
”Your Rainbow Panorama” – Regnbuen på taget af bygningen, hvor du selv er en del af værket. Sjov sjov sjov for alle aldre!
ARKEN – Museum for moderne kunst
”Michael Kvium – Cirkus Europa” – forbered dig på en byge af spørgsmål: hvorfor står han der? Er han sur? Hvad er det i hånden? Etc…alt kan ske i Kviums univers.
”Ingvar Cronhammer – design” . – Ingvar Cronhammer kaster sig ud i de vildeste ting, i et mix af design, kunst og arkitektur. Og lidt længere nede ad gaden ligger Danmarks største kunstværk: Elia, også af Cronhammer. En hyldest til de fire elementer, og viiiild for børn at kravle op og ned ad.
0 Comments