Et strikket sjal af de vildeste garnrester.

Det er så stort og oppe i tiden, at bruge de garnrester man har liggende. Kender du fx Lærke Bagger der har sat rester på dagsordenen både her i Danmark og ude i verden? Hun er blandt andet beskrevet i Mønsterbryderne på dr. dk.

Nu skal I møde et sjal som er strikket efter samme reste-tankegang som Lærke Baggers. Og så er det alligevel lidt vildere, fordi der er helt andre problematikker på spil.

Sjalet er nemlig næsten 70 år gammelt, og lavet af nogle garnrester som de fleste ville blive helt lammede over.

Nutidens tankegang (fx Lærke Baggers) om minimalime er født af overforbrug og klimaproblemer. Mens datidens, min mormors, var født af knaphed og mangel.

Tre kvinders anderledes fortælling

Min mormors sjal strikkede i slutningen af fyrrerne, hvor landet stadig havde store mangler på meget, efter fem års verdenskrig. Det blev lavet af rester så små og undselige, at selve præstationen som min mormor lavede, er helt uden for almindelig rækkevidde.

I historien ligger også nogle fortællinger om kvinder der brød normerne, og levede meget forskellige liv, der alligevel var flettet ind i hinanden.

Den første kvinde i historien er min mor, som er 92 år, og som I har mødt tidligere, fordi hun har ernæret sig som kunstner og tegnelærer, og har lært fra sig, også her på bloggen. Min mor er den generation som lever minimalisme og besparelser som en selvfølge. Og hun nyder at se at verden i disse år ændrer sig fra køb-og-smid-væk, til en mere bæredygtig tankegang. Og det er hende der har fortalt mig den skønne historie om mormors sjal.

Enlig mor i 1929

Min mormor døde i 1952, mens min mor var gravid med min storebror. Og jeg blev først født 16 år senere. Men jeg ville enormt gerne have kendt hende. Anna Palene hed hun.

Når jeg hører hendes historie, bliver jeg bare så dybt imponeret over hendes livskamp, i en tid der var så langt anderledes end nutiden.

I 1929 fødte hun min mor, Tove. – Mormor og morfars tredje barn.

Meeen – morfar var vist ikke en god ægtemand, på flere områder, så mormor tog de tre børn og forlod ham, og flyttede til den anden ende af landet, tilbage til sine forældre i Højbjerg ved Aarhus.

Prøv lige at tænke tanken igennem: En mor forlader sin mand, selvom han kommer fra en velhavende familie, med tre små børn, i 1929!!!

Det har været ret frygteligt og skamfuldt. Både for hende og børnene, og for hendes øvrige familie. Dengang var det en skændsel at være enlig mor.

Det er her jeg bare er SÅ IMPONERET!! Tænk at hun turde gøre det! Jeg kender ikke deres ægteskabs konditioner, men jeg er sikker på at man overvejede det langt mere dengang, end man ville overveje en skilsmisse idag. Så hendes beslutning var stor og omfattende.

Jeg ville ønske at jeg havde kendt hende.

Sikken en beslutsom kvinde!

Nå, men det hele betød et barndomsliv for min mor, hvor hver en øre blev vendt. Alt blev brugt og genbrugt. Intet smidt ud.

Selverhvervende moster Guste

Men vi skal også lige have en tredje kvinde ind i fortællingen. Min mormor havde en søster. Augusta. Hun blev kaldt Moster Guste. Hende kan jeg huske!

For mig var hun en meget gammel dame, med et sæt kunstige tænder der var for store, så de gik som kastagnetter når vi sang juleaften. Og hun spiste kun hvidt brød uden skorper. Min mor var hendes nærmeste, som sørgede for hende helt til hendes død, da jeg var 6-7 år.

Men i virkeligheden havde moster Guste været en sej selverhvervende kvinde, som aldrig fik hverken mand eller børn. Hun havde en trikotageforretning i Aarhus, som var en rigtig god forretning. Hende ville jeg også enormt gerne have kendt som voksen, for hun lyder sørme også til at være anderledes end datidens standard-kvinde. Hun havde både råd til at købe hus og alt muligt. Så de to søstre havde bestemt forskellige livs-virkeligheder, men hjalp naturligvis hinanden alligevel.

Og nu nærmer vi os mormors sjal.

I moster Gustes trokotageforretning solgte hun blandt andet garn, både til strikning, stopning, broderi og alt muligt andet. Alle disse garner blev vist som prøver på små papstykker.

Når garnerne udgik, eller der kom nye farver, kunne papstykkerne med prøverne kasseres. Men dem gemte moster Guste til sin søster, min Mormor Anna Palene.

På et tidspunkt var der så mange papstykker med små prøver, så Anna Palene kunne begynde at strikke af dem.

Hvert eneste lille stykke garn blev splejset med det forrige, og til sidst var der et langt stykke garn, som hun strikkede sjalet af.

Teknikken er enkel. Det er blot retmasker hele vejen, både på ret og vrangside. Og så altså en hel masse samlinger.

Men prøv lige at kigge en gang på prøverne. De var så utroligt korte! ned til 10 cm! så er der altså ikke meget overskud til at splejse garnet.

Mormor har formentlig brugt de længste prøver først, så de allerkorteste er dem der er tilbage. Men man kan se at farveskiftene sker tit og ofte.

Hvis du er een af de mange der strikker, kender du til at skulle hæfte ender. Det er der ikke mange der bryder sig om.

Og mange er begyndt at strikke oppefra og ned, så hele blusen bliver strikket på een gang, for så slipper man også for at skulle sy delene sammen.

Men prøv lige at forestille dig at garnet hele tiden er gået over, og skal splejses med det næste stykke. Der er ikke nok til at slå en knude, der er heller ikke nok til at strikke to garner sammen i nogle masker. Det hele skal manuelt splejses, ved at nulre de to stykker garn sammen i enderne.

Det er for vildt!

Mormors anvendelige sjal.

Sjalet var i flere år en fast bestanddel af mormors udstyr, når hun tog til den ugentlige folkedanseraften. For ikke at blive kold i pauserne, tog hun sjalet over skuldrene, og tog det af igen når dansene atter begyndte.

(- Og her, til folkedans, mødte mormor en ung mand, som hun listigt fik præsenteret for min mor, og sådan mødte mine forældre hinanden, i selskab af mormor og sjalet. Men det er en helt anden historie…)

Familiesjalet gemt i en kasse

Når jeg sidder med det lille sjal, som Mormor Anne Palene strikkede til at have på i pauserne på sin ugentlige folkedanseraften, kan jeg kun finde et eneste hul.

Et lille sted hvor splejsningerne er gået fra hinanden.

Der har formentlig været flere huller, som møjsommeligt og omhyggeligt er blevet lappet. Men jeg ved også, at sjalet kun var i brug i 3-4 år, for da min mormor døde i 1952, pakkede min mor sjalet i en kasse, sammen med resten af garn-pap-prøverne, som mormor selvfølgelig havde gemt. Mor gemte det væk, indtil hun gav mig kassen for et par år siden.

Sjalet ligger stadig i kassen. Jeg kan næsten ikke nænne at røre ved det, men det minder mig om at alt kan bruges til alting, og at man ikke behøver at købe sig fattig for at lave kreative ting. Man skal bare hitte på, og have respekt for materialerne.

Og så indeholder kassen også en hel lille familiehistorie, som jeg sætter umådelig stor pris på.