Det er så stort og oppe i tiden, at bruge de garnrester man har liggende. Kender du fx Lærke Bagger der har sat rester på dagsordenen både her i Danmark og ude i verden? Hun er blandt andet beskrevet i Mønsterbryderne på dr. dk.
Nu skal I møde et sjal som er strikket efter samme reste-tankegang som Lærke Baggers. Og så er det alligevel lidt vildere, fordi der er helt andre problematikker på spil.
Sjalet er nemlig næsten 70 år gammelt, og lavet af nogle garnrester som de fleste ville blive helt lammede over.
Nutidens tankegang (fx Lærke Baggers) om minimalime er født af overforbrug og klimaproblemer. Mens datidens, min mormors, var født af knaphed og mangel.
Tre kvinders anderledes fortælling
Min mormors sjal strikkede i slutningen af fyrrerne, hvor landet stadig havde store mangler på meget, efter fem års verdenskrig. Det blev lavet af rester så små og undselige, at selve præstationen som min mormor lavede, er helt uden for almindelig rækkevidde.
I historien ligger også nogle fortællinger om kvinder der brød normerne, og levede meget forskellige liv, der alligevel var flettet ind i hinanden.
Den første kvinde i historien er min mor, som er 92 år, og som I har mødt tidligere, fordi hun har ernæret sig som kunstner og tegnelærer, og har lært fra sig, også her på bloggen. Min mor er den generation som lever minimalisme og besparelser som en selvfølge. Og hun nyder at se at verden i disse år ændrer sig fra køb-og-smid-væk, til en mere bæredygtig tankegang. Og det er hende der har fortalt mig den skønne historie om mormors sjal.
Enlig mor i 1929
Min mormor døde i 1952, mens min mor var gravid med min storebror. Og jeg blev først født 16 år senere. Men jeg ville enormt gerne have kendt hende. Anna Palene hed hun.
Når jeg hører hendes historie, bliver jeg bare så dybt imponeret over hendes livskamp, i en tid der var så langt anderledes end nutiden.
I 1929 fødte hun min mor, Tove. – Mormor og morfars tredje barn.
Meeen – morfar var vist ikke en god ægtemand, på flere områder, så mormor tog de tre børn og forlod ham, og flyttede til den anden ende af landet, tilbage til sine forældre i Højbjerg ved Aarhus.
Prøv lige at tænke tanken igennem: En mor forlader sin mand, selvom han kommer fra en velhavende familie, med tre små børn, i 1929!!!
Det har været ret frygteligt og skamfuldt. Både for hende og børnene, og for hendes øvrige familie. Dengang var det en skændsel at være enlig mor.
Det er her jeg bare er SÅ IMPONERET!! Tænk at hun turde gøre det! Jeg kender ikke deres ægteskabs konditioner, men jeg er sikker på at man overvejede det langt mere dengang, end man ville overveje en skilsmisse idag. Så hendes beslutning var stor og omfattende.
Jeg ville ønske at jeg havde kendt hende.
Sikken en beslutsom kvinde!
Nå, men det hele betød et barndomsliv for min mor, hvor hver en øre blev vendt. Alt blev brugt og genbrugt. Intet smidt ud.
Selverhvervende moster Guste
Men vi skal også lige have en tredje kvinde ind i fortællingen. Min mormor havde en søster. Augusta. Hun blev kaldt Moster Guste. Hende kan jeg huske!
For mig var hun en meget gammel dame, med et sæt kunstige tænder der var for store, så de gik som kastagnetter når vi sang juleaften. Og hun spiste kun hvidt brød uden skorper. Min mor var hendes nærmeste, som sørgede for hende helt til hendes død, da jeg var 6-7 år.
Men i virkeligheden havde moster Guste været en sej selverhvervende kvinde, som aldrig fik hverken mand eller børn. Hun havde en trikotageforretning i Aarhus, som var en rigtig god forretning. Hende ville jeg også enormt gerne have kendt som voksen, for hun lyder sørme også til at være anderledes end datidens standard-kvinde. Hun havde både råd til at købe hus og alt muligt. Så de to søstre havde bestemt forskellige livs-virkeligheder, men hjalp naturligvis hinanden alligevel.
Og nu nærmer vi os mormors sjal.
I moster Gustes trokotageforretning solgte hun blandt andet garn, både til strikning, stopning, broderi og alt muligt andet. Alle disse garner blev vist som prøver på små papstykker.
Når garnerne udgik, eller der kom nye farver, kunne papstykkerne med prøverne kasseres. Men dem gemte moster Guste til sin søster, min Mormor Anna Palene.
På et tidspunkt var der så mange papstykker med små prøver, så Anna Palene kunne begynde at strikke af dem.
Hvert eneste lille stykke garn blev splejset med det forrige, og til sidst var der et langt stykke garn, som hun strikkede sjalet af.
Teknikken er enkel. Det er blot retmasker hele vejen, både på ret og vrangside. Og så altså en hel masse samlinger.
Men prøv lige at kigge en gang på prøverne. De var så utroligt korte! ned til 10 cm! så er der altså ikke meget overskud til at splejse garnet.
Mormor har formentlig brugt de længste prøver først, så de allerkorteste er dem der er tilbage. Men man kan se at farveskiftene sker tit og ofte.
Hvis du er een af de mange der strikker, kender du til at skulle hæfte ender. Det er der ikke mange der bryder sig om.
Og mange er begyndt at strikke oppefra og ned, så hele blusen bliver strikket på een gang, for så slipper man også for at skulle sy delene sammen.
Men prøv lige at forestille dig at garnet hele tiden er gået over, og skal splejses med det næste stykke. Der er ikke nok til at slå en knude, der er heller ikke nok til at strikke to garner sammen i nogle masker. Det hele skal manuelt splejses, ved at nulre de to stykker garn sammen i enderne.
Det er for vildt!
Mormors anvendelige sjal.
Sjalet var i flere år en fast bestanddel af mormors udstyr, når hun tog til den ugentlige folkedanseraften. For ikke at blive kold i pauserne, tog hun sjalet over skuldrene, og tog det af igen når dansene atter begyndte.
(- Og her, til folkedans, mødte mormor en ung mand, som hun listigt fik præsenteret for min mor, og sådan mødte mine forældre hinanden, i selskab af mormor og sjalet. Men det er en helt anden historie…)
Familiesjalet gemt i en kasse
Når jeg sidder med det lille sjal, som Mormor Anne Palene strikkede til at have på i pauserne på sin ugentlige folkedanseraften, kan jeg kun finde et eneste hul.
Et lille sted hvor splejsningerne er gået fra hinanden.
Der har formentlig været flere huller, som møjsommeligt og omhyggeligt er blevet lappet. Men jeg ved også, at sjalet kun var i brug i 3-4 år, for da min mormor døde i 1952, pakkede min mor sjalet i en kasse, sammen med resten af garn-pap-prøverne, som mormor selvfølgelig havde gemt. Mor gemte det væk, indtil hun gav mig kassen for et par år siden.
Sjalet ligger stadig i kassen. Jeg kan næsten ikke nænne at røre ved det, men det minder mig om at alt kan bruges til alting, og at man ikke behøver at købe sig fattig for at lave kreative ting. Man skal bare hitte på, og have respekt for materialerne.
Og så indeholder kassen også en hel lille familiehistorie, som jeg sætter umådelig stor pris på.
19 Kommentarer
Sikke en utrolig fin og smuk historie om din mormors sjal!
Jeg er så heldig at have haft min mormor i mange år. Min mormor broderede – kæmpebilleder og indrammede dem. De er ikke alle lige skønne, men jeg har dem 🙂 ligeledes hendes poser med broderigarn og nogle ufærdige stykker broderi. Resterne fra billederne broderede hun puder af: formidable rækker af tern i alle farver! Dem har jeg heldigvis også!
Vh Kristina
Hej Kristina
Åååh hvor jeg kender det med at tingene har en særlig betydning. Det lyder som en skøn samling du har. Og tak for dine fine ord om min mormor-historie. Den betyder meget for mig, og endda også selvom jeg aldrig har mødt hende. Men sikke nogle afsavn og evne til at se muligheder i det, der er 🙂
Hilsen Tina
Hov, jeg faldt tilfældigt over den her historie om din mormors sjal, da jeg googlede efter noget strikværk. Det er godt nok den bedste historie, jeg har læst længe 🙂 Fantastisk hvordan man håndterede knaphed engang. Og hvordan vi i vor tid burde lade os inspirere til om ikke at splejse garn, så i hvert fald genbruge i højere grad og skrue ned for galopperende forbrug.
Hej Hanne
Helt enig. Hvor dejligt at høre at min mormors historie kan inspirere 🙂 Tusind tak.
Hilsen Tina
Hvor er det bare et fantastisk smukt sjal og en sød historie. Jeg kom til at se 6 afsnit af TV serien Dicte i går .. hvor kunne man bare have nulret mange garnstumper sammen i stedet for at spilde sin tid foran flimmeren. Det er slut nu!
Hej Helene.
Tusind tak skal du have. Hi hi 🙂 God fornøjelse næste gang du skal foretage sådan et valg, omkring hvad tiden skal bruges til. – Og så kan vi jo lige minde os selv om, at da min mormor sad og nulrede, var der ikke skyggen af et TV. Allerhøjst en radio et par timer om dagen. Det gav helt klart nogle andre muligheder. Jeg falder også af og til i samme fælde…
Hilsen Tina Krøyer 🙂
Hvor kunne nutiden lære endnu mere af fortiden. Forhåbentlig er køb og smid væk kulturen på vej væk. Jeg har oceaner af garn, andet hobbygrej (også fordi jeg gemmer rester) – bland andet ligger der et kit fra dig med papir, bog mv. lige til at kaste sig over.
Tænk hvor lang tid en af dine buketter holder – i stedet for at købe importerede friske blomster, der virkelig er en miljøsynder. 60 transportfly HVER dag. KUN med blomster til verden. Fra bare ET gartneri i Sydamerika.
Stærke kvinder i din familie. Incl. dig selv 💪🏼💪🏼. God vind til dig.
Hej Charlotte
Tusind tak. Ja, der er meget at tage ved lære af, når vi skal passe på klodens ressourcer. Og der er heldigvis flere og flere der får fokus på det.
Og tusind tak fordi du læser med her på kroyerskvarter.dk
Hilsen Tina Krøyer.
Jeg er selv et kreativt menneske 79 år, som ikke smider noget ud. Jeg syr patchwork og her bliver masser af små stumper gemt og somme tider laver jeg via vliseline og tyl et nyt stykke stof som kan bruges til at sy kosmetik punge eller som pynt kun fantasien sætter grænser.
Din fortælling om din mormor gør mig glad at læse og hvor ville det være skønt hvis man i dag ville lægge tlf væk for i stedet at hygge sig sammen med et håndarbejde og inspirer hinanden.
I min ungdom var det helt ok at tage sit strikketøj med i byen det ser man ikke mere da de yngre ikke er så meget til den form for kreativitet.
Hej Mona
Ja, det er vidunderligt at lave håndarbejde sammen. Jeg er helt enig.
Tak fordi du læser med herinde på kroyerskvarter.dk
Hilsen Tina Krøyer
Mona, det med de unge ikke tager håndarbejde med passer nu ikke rigtigt. Sidste torsdag var jeg til strikke café i den lille by jeg bor. Her mødtes 40 kvinder i alle aldre og drak kaffe og strikkede og hæklede. Man så på hinandens syslerier og spurgte ind til teknikker osv. Man går ikke så meget på visit hos hinanden mere som man feks. gjorde i min barndom.
Utrolig dejlig læsning, hvilket fik mig til at tænke over, at jeg også havde en mormor, som var alenemor og eneforsørger i 1920’erne. Hun var selvstændig syerske og tog rundt på herregårdene i Nord- og Østjylland og boede der, indtil opgaverne var færdige, mens min mor blev passet af mine oldeforældre. Men det var ikke en guldgrube, så alt, der kunne genanvendes, blev brugt og intet blev kasseret, før det virkelig ikke kunne bruges mere.
Og det gav min mor videre til mig – dog modereret til vores tid, men stadig med opmærksomhed på ikke at smide noget ud, som kan bruges igen – måske i en anden funktion.
Det blev en lidt lang kommentar, men jeg fik lige mange erindringsbilleder 🙏
Rigtig god onsdag
Mette
Hej Mette
Tusind tak for dine erindringsbilleder. Det er nemlig godt at få delt sådan nogle ting.
Og hvor var det bare en anden tid end nu.
Tak fordi du læste med.
Hilsen Tina Krøyer
Sikken en historie🌟🌟🌟
– men hvor er det syndt, at dette fine sjal, bliver gemt væk… Få det frem, hæng det i glas og ramme, med enkelte af de små farve kort, så alle kan beundre dette værk, som har en sådan fantastisk historie.
Hej Charlotte. Jeg er helt enig. Det bør udstilles 🙂
Tak fordi du læste med 🙂
hilsen Tina Krøyer
Kære Tina.
At læse din historie om din mormors sjal for mig til at tænke på min egen mormor, farmor og mor.
Alle kvinder vokset op i en tid med knaphed.
Min mormor og farmor lærte mig at strikke, hækle og brodere når jeg var på ferie eller weekend. Altid havde de gang i noget.
Min mormor broderede og jeg lærte at brodere med resterne. Hun tjene penge ved at sælge æg, og havde på den måde sine egne penge.
Min farmor kom til Danmark først i 1900 tallet som roepolak.
Med 6 børn skulle alt bruges. Da hun var blevet gift malkede hun morgen og aften køer og om dagen vaskede hun tøj og reparerede for et drengehjem i byen.
I min barndom i 60 ‘erne gik vi på besøg, eller havde besøg. Der blev byttet ugeblade, snakket, drukket kaffe og strikket og hæklet.
En slidt trøje blev hyllet op og der blev strikket strømper eller vanter af de brugbare rester. Eller der blev strikket en ny trøje til børnene af flere rester.
De sidst rester blev der syet puder af på stramaj.
Min mor var lige sådan. Hun syede tøj til os og sig selv. Brugt tøj blev spættet op og nyt blev produceret. Hun gik til syning på aftenskole og alle spættede op og syede om. Hendes brudekjole blev syet om til afdansningsbal kjoler til min søster og jeg.
Da hun var firs, kunne hendes symaskine ikke reparere, den var slidt op. Hun købte en ny. Mange syntes at det var skørt, at en firs år gammel kone, købte ny symaskine.
Men hun havde stor glæde af den de følgende 7 år. Hun syede sengetøj i børnestørrelse af stof fundet i genbrug eller på udsalg til mødrehjælpen.
Hun syede også over 600 indkøbsnet, til en genbrugsforretning da plastikposerne blev pålagt en afgift. Poserne blev syet af duge og stof som eller ble kasseret med pletter eller huller.
Vanen med at genbruge af nød og knaphed var blevet grøn og miljøvenlig.
Jeg er sikker på at din og min historie ikke er så usædvanlig alligevel.
Kærlig hilsen Randi
Hej Randi
Tak for din historie som også er ret fascinerende. Vi kan lære meget af fortiden.
Tak fordi du læser med herinde 🙂
Hilsen Tina Krøyer
Det er imponerende, hvad du kan blive ved at hente op af kassen med familiehistorier. I har gemt meget rent fysisk, men også rent åndeligt. Dejlig læsning og hver gang tænker jeg: hun kan ikke bare sy, tegne og lave blomster, hende Tina, hun kan også skrive og fortælle godt. 👍🏻😀
Tusind tak for dine søde ord, Elna 🙂
Hilsen Tina Krøyer