Følg med når en moderne kunstnerkoloni folder sig ud i Skagen, i DRs nye serie.
Danmarks Radio har i løbet af foråret og sommeren 2020 været gavmild med programmer om kunst og kreativitet. Både nyproducerede og ældre (gode) genudsendelser.
Min absolutte favorit lige nu, er en serie på 6 programmer, hvor man forsøger at genskabe den kultur og tankegang som man forestiller sig at det foregik på PS Krøyers, og Anna og Michael Ankers tid.
Til projektet har DR valgt 6 nulevende, og store, danske kunstnere. Placeret dem i Skagen, hvor de bor sammen, men arbejder forskellige steder i forskellige atelierer.
Man har castet 6 vidt forskellige kunstnere, med forskellige stilarter og forskellige tilgange til kunsten, og det er endt ud i et overflødighedshorn af ideer og teknikker til, hvordan man kan angribe det, at lave et billede.
Her er ingen smalle steder. Set som en maleteknisk studie, er det gavmildt og delende.
De 6 kunstnere i kunstnerkolonien
Den erfarne Erik A. Frandsen, som blandt andet er kendt for sine forenklede blomsterbuketter, og som bla var en del af de kunstnere der var med til at indrette Frederik og Marys palæ på Amalienborg, er i vanlig stil klar til at vende op og ned på det hele. Han gør det ved hjælp af den ældgamle teknik Camera Obscura, hvor man laver en projektion igennem et lillebitte lyshul i en dør, og derved affotograferer det der er udenfor. Mega spændende og også lidt forunderligt.
Frederik Næblerød er een af de unge, nye kunstnere, som har vakt stor international interesse de senere år. Hans billeder er “store i slawet”, med meget intuition, og meget lidt planlægning. Hans energi er sitrende og forstyrrende, på en helt irriterende og absolut inspirerende måde. Han hælder og kaster og bader hænder i sin rigelige maling. Og skaber nogle skønne billeder.
Maria Torp laver fantastiske, realistiske portrætter, på papkasser. Hendes stil er nøje, omhyggelig, og langsom. Velovervejet og velproportioneret. Hun og Frederik Næblerød skal dele husatelier ( med hvert sit kæmpe rum) og da Frederik begynder at fylde mere end han må, og spørge om han må dele nogle rum med hende, er hun meget klar. “Nej, det må du helst ikke, for din energi er alt for vild for mig”. Så klogt set, af Maria Torp, som melder klart ud. Det ser endda ud til at de ender med at finde et rigtig fint arbejdsfællesskab med en væg imellem, og undervejs inspirerer hinanden, fordi de to arbejdsformer er så vidt forskellige.
Grand Old Lady Kirsten Justesen har arbejdet med avantgardekunst og eksperimenterende kunst siden 60’erne. Jeg kendte hende ikke i forvejen, men jeg er vild med hendes tilbagelænede, og enkle stil, (både kunstnerisk og hendes ret kompromisløse personlighed) som formentlig er blevet forenklet gennem årene, af erfaring og mange, mange år i kunstens virke, og med en naturlig trang til provokationen. Det er fornøjeligt at se hendes behandling og forkærlighed for helt enkle blade, og lave dem enklere og enklere og enklere i formen. Og at se hende overraske kuratoren der kommer til sidst, fordi hun bare nægter at lave det traditionelle, men går sine helt egne veje.
John Kørner laver malerier i sin helt personlige og præcise stil, og det er fantastisk at se hans reaktion, da han får et atelierrum udleveret i et arkitekttegnet hus, med firkantede søjler og planlagte, arkitekttegnede skævheder. Det er simpelthen for styret for hr. Kørner, og man kan ligefrem se hans meget høje krop krympe sig i omgivelserne. Han går på jagt efter et nyt sted, og meget symbolsk finder han et hus i forbindelse med det høje fyrtårn, lige ned til vandet hvor der er plads til hans store tanker og brede armbevægelser. Een af John Kørners varemærker er at han i sine malerier lader store partier stå som hvidt umalet lærred. En svær disciplin som han mestrer imponerende godt.
Cathrine Raben Davidsen bruger hele sit sanseapparat, når hun langsomt betragter tangens bevægelser i et syltetøjsglas og når hun langsomt lader farven løbe rundt på papiret. Tilfældigt, på en langsom og styret måde. Det er også spændende at se med, når hun går fra mørk til lys, med kul smurt ud over et stykke papir, som hun efterfølgende “tegner på”, vha et stort arsenal af viskelædere.
6 vidt forskellige måder at arbejde med kunst på, og tilgå det at lave et værk.
Tanken om at skulle kunne genskabe det oprindelige kunstnermiljø er fin, men måske lidt påtaget. Og ihvertfald svær at skabe på de 14 dage, som programmets 6 afsnit er lavet over.
Men selve tilgangen til at lave kunst. De utroligt forskellige måder at arbejde på, alle de vidt forskelige teknikker, og de kompromisløse og meget ærlige kunstnere, er en skøn tilgang til at gå igang med sit eget billedarbejde.
Programmets styrke er, at det teknisk spænder så vidt, og ikke på noget tidspunkt falder i et kedeligt hak, selvom der er perioder med stilstand og eftertænksomhed.
Jeg er meget begejstret.
Programmet er optaget i foråret 2020, mens coronaen eksploderede i verden.
Serien kan streames på dr.dk. Skynd dig ind og se de 6 afsnit af 30 min.
Titelbilledet er malet af PS Krøyer i 1888 “Hip hip hurra! Kunstnerfrokost på Skagen.”
0 kommentarer