Når du skal tegne et ansigt, er der nogle gode basisprincipper at kende til. Når du har styr på dem, vil du kunne ændre løs på dem, og vide hvad det er der sker med et ansigt, når du fx sætter øjnene tættere eller længere fra hinanden, når du laver vigende hage, eller pluskæbe.
1.Tegn en oval, og lav en hjælpelinje på midten, vandret. Det er her øjnene skal ligge. Langt de fleste gange, når man skal tegne et ansigt første gang, så placerer man øjnene oppe i den øverste halvdel af ovalen. Men det er helt forkert! Øjnene sidder i midten af hovedet (ikke ansigtet) og du skal derfor kalkulere med hele kraniet. Tegn øjnene med ca. et øjes mellemrum.
2. Nu gælder det næsen. Næsen hviler på det punkt der ligger halvvejs mellem øjnene og hagen. Lav en stiplet hjælpelinje og placer næsen herpå. Her har jeg markeret næseryggen, men du kan også nøjes med at placere det nederste af næsen på stregen.
3. Efter at næsen er placeret, skal munden på. Den ligger i halvdelen af den strækning der er fra nederste del af næsen, til hagen. Halver stykket og placer munden herpå.
Nu kan det godt være du sidder og tænker at “det ser da mærkeligt ud”, men den er god nok! Problemet er, at vi bliver snydt af hår og hårgrænse. Lad os gå lidt videre:
4. Nu skal du sætte ører på. De har ca samme længde som næsestykket, men er forskudt opad, så de starter ovenover øjnene. Sæt dem på i begge sider af dit ansigt.
Nu er du faktisk færdig. Denne frisure er ret populær i disse år, især blandt mænd der er ved at blive lidt tyndhårede, og derfor kronrager sig, og får et mere markant udseende. Så du har masser af ansigter i det offentlige rum at kigge på, som kan bekræfte dig i denne opdeling af ansigtet. Men derfor kan vi alligevel godt lige slutte med at sætte an til hår.
Her er et eksempel:
Forestil dig nu alle de variationer du kan lave. Prøv fx at lade øjnene sidde tættere på hinanden. eller længere fra hinanden, end den foreskrevne øjenbredde. Ovalen kan være bred eller smal. Næsen stor eller lille. Det giver et helt andet udtryk, og der er jo også folk der ikke helt lever op til normen.
Men, det allervigtigste er, at du får placeret øjnene i midten af ansigtet. Så er du godt på vej. God fornøjelse.
Tina Krøyer/Kroyerskvarter.dk
0 kommentarer