Gratis fragt over 500 kr (pakkeshops DK)
Institutioner kan handle med EAN
Kreativ inspiration til dig
Krøyers Kvarter Logo

Mine favoritsteder i Barcelona

Tegning af Sagrada Família foran den rigtige kirke i Barcelona, set igennem trægrene.

Jeg er vild med Barcelona, og har efterhånden været der nogle gange. Jeg har haft skitsebog med, og elsker at sidde og betragte verden gennem den. Men der er jo også andre ting at lave.

Her er en samling af de ting jeg har nydt mest. Både dem der er gratis og dem der koster lidt

KUNST OG KULTUR

IDEAL Barcelona

Barcelona ideal

IDEAL Barcelona er et udstillingssted med fokus på digital kunst. Lige PT har de en skøn udstilling hvor de har taget Salvador Dali under behandling (feb 23). Det er en helt, helt anden oplevelse end at gå på traditionelt museum, for alle Dalis værker er splittet op i atomer, som så bliver præsenteret på helt nye måder. Bla i et kæmpe rum hvor man få et decideret “bad” i hans værker. Og en Virtual Reality-oplevelse hvor vi er helt inde i Dalis verden. Fedt for hele familien. Også dem der normalt ikke gider at se på kunst.

Husk at bestille tid, for at komme ind. IDEAL Barcelona.

Sagrada Familia

Barcelona sagrada familia

Sagrada Familia er den endnu ufærdige kirke af Anthoni Gaudi. Den er dyr at komme ind i, og der skal bestilles tid til det i god tid. Og den er fyldt med turister. Men KORS HVOR ER DEN FANTASTISK!!!!!  Jeg har været i den flere gange og er lige bjergtaget hver gang. Lyset i kirken er spektakulært, og forskelligt alt efter om det er morgen, aften eller midt på dagen. Et absolut must i denne kirke som bare er helt, helt anderledes end alle andre kirker.

The Kiss of Freedom

Barcelona

The Kiss Of Freedom er en lille perle i en lille krog på en gade tæt på Katedralen i Barcelona (Sankt Eulàlias Katedral). Det er en væg lavet af mosaikker, og på hver enkelt lille mosaik er afbilledet et lille familiefoto fra en tilfældig fotoalbum af en Barcelonaindbygger. Tilsammen danner de to munde der mødes i et kys. Men det er når man er helt tæt på, og kan se de små motiver på mosaikstenene at det virkelig batter. Hold øje med den, for den er let at overse, når man går forbi. En sjov lille detalje i en by fyldt med indtryk.  Placa d’isidre Nonell.

MAD OG DRIKKE

Honest Greens

Barcelona honest greens

Honest greens. En restaurant som har stor fokus på frugt og grønt. Og det er meeeegalækkert. Har spist der flere gange, og hver gang overrasker de mig, både med den visuelle og den smagsmæssige oplevelse. Hurtig og effektiv betjening, og en ret skøn juicebuffet.

Sidst jeg var der bestilte jeg en blomkålssalat. Og jeg fik et helt og særdeles velsmagende blomskål serveret!! Man kan sagtens få kød her. Men de er virkeligt stærke på alt det grønne.

Honest Green har tre adresser rundt i Barcelona. Tjek hjemmesiden her.

Tapeo Del Born

barcelona honest greens

Tapeo Del Born. Lille tapasrestaurant i Born, hvor man sidder tæt, enten i baren eller ved små borde, og spiser himmelsk tapas. Hurtig og venlig servering. God stemning. Du er heldig hvis du får plads, for her er der mange der gerne vil have deres tapas.

Tapeo del Born, Carrer de Montcada, 29. 08003 Barcelona.

El Cercle

Barcelona

El Cercle. Restaurant som ligger på 1. sal i et kulturhus. Meget behagelig og lidt luksuøs, men den sande perle er i den lille, hyggelige udendørs terrasse hvor man sidder og nyder under parasoller, en etage over alle dem der går nede på gaden. Pladserne på terrassen kan ikke reserveres, så man skal satse. Men til gengæld er det skønt der på terrassen, hvor man kan nyde enten middelhavstapas, eller japanske specialiteter. El Cercle. Carrer dels Arcs, 5. 08002 Barcelona

UD MED TRAVESKOENE

Montjuic

Barcelona Montjuic

Montjuic. Bjerget som ligger på den ene side af byen, og er totalleverandør af udsigter, paladser, specialhaver, bjergbaner og meget, meget mere. Du kan vælge at vandre derop, og i processen krydse lokalkvarterer med masser af lokale, små gader og almindeligt liv. Eller du kan tage bjergbanen fra havneområdet, eller den sjove lille metrorute, som har et tog der er specialbygget til at “klatre” op ad bjerget, med skæve gulve, lidt a la et hurlumhejhus i tivoli.

Barceloneta

Barcelona

Barceloneta. Stranden som blev kunstigt anlagt i forbindelse med OL i 1992. Stranden bliver fint vedligeholdt og er dejligt sand, dejligt vand, og dejlig kort gåafstand fra byen. Men – her er mange, mange souvenir-, tæppe-, og drinks-sælgere. Hvis du vil have lidt mere ro, så gå længere ud, på den anden side af den olympiske bådehavn, hvor stranden er mere rolig.

Parc Guell

Barcelona Gaudi

Parc Guell. Parken blev anlagt af Guell, som var Gaudis velgører. Han bad Gaudi om at tegne en særlig park, og hold nu op, det blev det også. Masser af mosaikker i alt det grønne. Og så er der uendeligt mange små kroge, krogede stier og stigninger til benene. Her kan du nemt få nogle skridt i benene, mens du nyder de mange dejlige detaljer.

I det hele taget er Gaudis huse og steder noget du bør gå efter. Men de er beskrevet så mange andre steder, at du kan finde fine beskrivelser der.

PAUSESNACKS

La Estrella

Barcelona

La Estrella. En lille perle af et bageri, som man meget let kan overse. Her finder du skønne og velsmagende delikatesser. Hver eneste kage bliver pakket sirligt ind i silkepapir. Butikken står i sit oprindelige gamle indretning. Og to små borde som man kan sætte sig ved, hvis ikke man vil haste videre med sin silkepapirindpakkede lille snack. Skal du traske op på Montjuic, så smut herind forbi og køb en lille snack, som du kan indtage på et af de uendeligt mange udsigtspunkter på bjerget.

La Estrella, Nou de la Rambla, 32.

Bo&Mie Boulangerie Kreative

Barcelona

BO&MIE Boulangerie Kreative. Denne bager ligger lige ved foden af Sagrada Familia. Lige ved siden af alle burgerbarerne og turisterne dukker den pludselig op. Og den er fyldt med bagværk af den lækreste slags, bagt med det lækreste mel. Her kræses for både smag, form og udtryk. Bo&Mie har tre butikker i Paris og een i Barcelona.

C/ de Porovenza 433, 08025 Barcelona

SALTS

Barcelona

SALTS. Den ser ikke ud af meget ude fra vejen,  Cafeen SALTS, som ligger på en befærdet vej på bjerget Montjuic. Men når man kommer ind bag hegnet, åbenbarer der sig en fuldstændig forrygende udsigt over byen. Den stammer fra 1992, da der var OL i Barcelona. Her blev anlagt et svømmestadion, hvor den ene side var fyldt med publikumspladser. Og den anden side blev holdt åben, så man kunne sidde og nyde udsigten i pauser mellem konkurrencerne. Godt tænkt.

Allerøverst blev der lagt en cafe, og det er her man nu kan sidde med et glas hvidvin og lidt oliven, og nyde udsigten. Fabelagtigt sted at holde pause, når man har besteget Montjuic.

Salts Montjuic. Avinguda de Miramar, 31. 08038 Barcelona.

0 Comments

Submit a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Seneste indlæg

Share This