Russisk salat TRAUME

Jeg har aldrig rigtig forstået russisk salat. Egentlig troede jeg at salaten afgik ved døden engang i firserne, men for nylig gik det op for mig, at det stadig kan købes.

Selv har jeg et ret traumatisk forhold til den røde salat. Og nu skal vi en tur tilbage i starten af 70’erne hvor jeg gik i børnehave, fordi min mor havde lyst til at tjene sine penge selv.

Dengang var der ikke noget der hed sukkerpolitik og ”hvordan ser en god madpakke ud”. Næh, vi havde en økonoma, som stod i et køkken som vi børn ikke måtte gå ud i, og så smurte hun kvarte rugbrødsmadder. Hver dag når vi skulle spise, kom maden ind på firkantede stålfade (sjovt som nogle detaljer står klart). Herpå lå madderne i striber. Der var altid fire slags. Og her kommer så den rigide regel, som stadig står skarpt prentet i mit indre arkivskab: man SKULLE spise én af hver slags, før man selv måtte vælge. Så hvis man ikke kunne lide pålægget, fik man ikke ret meget at spise dén dag.

Jeg tror ikke den regel var gået i dag, hvor børn får lov til at være med i køkkenet, og vælge dét de kan lide. Hvilken forældrestorm kunne det ikke have affødt? Men sådan var det bare dengang. En mor havde rigeligt at gøre med at retfærdiggøre dét at hun ville arbejde, og få det hele til at gå op derhjemme.

Om vinteren fik vi udleveret en vitaminpille ved siden af madderne. Og når vi var færdige med at spise, børstede vi tænder alle sammen.

Det med pålægget var nu ikke et stort problem for mig, for jeg kunne lide det meste. Bortset fra de dage, hvor jeg kunne se fadene nærme sig, med en bred pink-rosa stribe af madder. RUSSISK SALAT! Bvadr… og æv, for jeg vidste godt at jeg så ville være sulten resten af dagen. Jeg kunne nemlig godt spise mere end tre kvarte.

Jeg er sikker på at datidens pædagogik foreskrev dette, fordi jeg så på et tidspunkt ville få lært at spise russer-maden. Men resultatet var stik modsat. For det har resulteret i en livslang antipati for salaten. Trods en forkærlighed for rødbedesuppe, rødbede-råkost og syltede rødbeder, så har jeg ikke lyst til den.

Forleden så jeg så et program med Brødrene Price, hvori de genoplivede salaten. Okay, tænkte jeg. Så lad det komme an på en prøve! – for nogen gange er det godt at bide fast i de ting man ikke helt forstår.

Så nu har jeg lavet Brødrene Prices russiske salat.

Det gik faktisk godt. Den smagte – OK! – Og er fyldt med gode råvarer. Ikke at jeg tror det bliver een jeg vil lave regelmæssigt. Men traumet er brudt en lillebitte smule.

Hvis det skulle have været en ORDENTLIG undersøgelse, så skulle jeg nok have købt en færdig pakke også, og blindsmagt. Men det gider jeg ikke. Sæt nu magien blev brudt.

Ingredienser til Russisk salat (også kaldet “knust elevatordreng” – adr…): Kogt kartoffel. Peberrod. Mayonnaise/Creme fraiche. Kogte rødbeder. Syltede agurker. Rødløg. Kapers. Æble. What’s not to like???