Det er ret sjældent at jeg anbefaler serier og film her på kroyerskvarter.dk. Men nu er der alligevel et par der har sat sig fast, så her får i anbefalingerne til fordybelse.
- Der er en lille eftertænksom biograffilm med store vidder, i det sønderjyske.
- Og så er der en miniserie på dr.dk for design- og arkitektur-elskerne, om een af de vigtigste stilretninger i det 19. århundrede.
Begge ting har spøgt i mit baghoved flere dage efter, og det er som regel et godt tegn.
“Onkel” – en film af Frelle Petersen
Dette er en lillebitte smal film, med meget stilhed og eftertanke. Den foregår i området omkring Tønder. Ægte udkantsområde. Og alle skuespillerne er amatører castet i området, for at få styr på den helt rigtige accent.
Faktisk foregår der ikke så meget i filmen. Der er mange gentagelser, fordi vi skal sætte os ind i et rutinepræget liv, med pasning af køer på gården, kogning af aftensmad og aftenkigning i TV. Dag ud og dag ind.
Men det er så her at dramaet opstår. I de helt små ting.
Filmens hovedperson er en ung kvinde i starten af 20’erne der bor på en nedslidt gård, med en besætning af køer. Hun bor sammen med sin onkel, der tidligere har været en driftig landmand, men nu, efter et slagtilfælde, kun lige kan få tingene til at fungere.
Sammen får de gården til at fungere på bedste beskub.
Dagene går med ens rutiner. Alt kan forudsiges og bliver forudsagt.
Indtil den dag egnen får en ny dyrlæge, som får den unge kvindes forlængst nedpakkede drømme om en dyrlægekarriere til at vækkes. Og samtidig dukker også en ung mand op, som får andre ting vakt. Vi følger den unges kvindes stille drama, midt i alle rutinerne.
Filmen er een af de bedste jeg har set i mange år. Den blev hængende i mit baghoved i flere dage, og een morgen vågnede jeg endda og min første tanke var, ar jeg lige skulle have talt med studievejlederen på min arbejdsplads om en pige i vores verden. Indtil det gik op for mig, at det var pigen fra filmen, og ikke en af dem vi går og underviser. (Ja, jeg indrømmer at jeg, efter at have arbejdet med undervisning af unge mennesker i snart 20 år, er lidt faglig “skadet”)
Min veninde Mette, der var med, var helt enig, og kategoriserede den nogle dage efter, som een af de ti bedste film hun nogensinde har set.
Så en kraftig anbefaling skal lyde her fra os begge.
Men glem alt om biljagter og hurtige replikker. Her er langsomhed og eftertanke det vigtigste.
Per Juul Carlsen var også begejstret, da han anmeldte den. Faktisk blev han væltet helt omkuld. Det kan du læse her.
Jeg håber virkelig at filmen fortsat kan ses i biograferne, når vi når juletid. Så kan du bruge den til at fordøje julen med.
“De visionære” – Miniserie på dr.dk.
De visionære er et historisk drama omkring Bauhaus-skolen der opstod i 1919 og blev lukket ned igen i 1933, da dens nye og banebrydende syn på kunst, design, og kunsthåndværk ikke passede ind i Hitlers tysknationale virkelighed.
Serien er produceret af tyske ZDF og er indspillet i anledning af 100-året for Bauhaus-skolens opståen. Originaltitlen er “Die neue Zeit”.
Vigtig designretning
Bauhaus er i designverdenen een af de vigtigste designretninger inden for modernismen, og skolen satte et enormt præg på en hel æra af moderne kunsthåndværk. (og nej, det er IKKE at forveksle med en stor tysk byggemarkedskæde, som er noget helt andet)
Miniserien i tre afsnit skildrer skolens opståen og slutter kort inden den lukker. Vi er vidne til hvordan de nytænkende ledere af skolen kommer i konflikt med de gamle mestre. Hvordan nationalsocialimen truer de nye tanker, og ikke mindst hvordan især kvinderne måtte kæmpe for deres ret til at tænke og gøre hvad de ville.
Hovedpersonerne er Dörte Helms som er elev på skolen da den overtages af “de nye” og forstanderen Walter Gropius, som kæmper indædt for at holde skolen upolitisk og nytænkende.
I samspillet mellem de to får vi et godt indblik i hvad det var for en passion der drev skolen, og undervejs som serien skrider frem kommer mere og mere af “bauhaus-stilen” til udtryk, så man også kan bruge serien som en tidshistorisk undersøgelse.
Walter Gropius var efter krigen med til at etablere et moderne kunstmuseum i Berlin, som idag kendes under navnet Gropius Bau.
Johannes itten
En bi-karakter er Johannes Itten, som mange måske kender navnet på. Han var en markant lærer på skolen, og senere, i 60érne, udkom hans farvelære som den dag i dag er een af de vigtigste lærebøger omkring farveteori og som stadig bruges i stor stil på design og kunstskoler.
Du kan fx læse om hans komplementærkontrast her.
Og nååårh ja, Trine Dyrholm har en mindre rolle som journalist i serien.
Er du bare det mindste interesseret i design og designhistorie, så er denne serie et must.
0 kommentarer