Street art var engang noget værre noget! Lavet i nattens mulm og mørke, af alverdens substistensløse personager, maskerede i hættetrøjer. Og med hurtige sko på fødderne, så de kunne komme væk i en fart. Sådan er det ikke mere!
Street art er blevet hot! Mainstream! – og street art kunstnerne kan nu om stunder opleve at deres værker kommer på museum, eller de får rent faktisk penge for at lave offentlig bemaling.
I Horsens i disse dage, har man gang i en lille fortovs-streetart happening. I anledning af, at byrådet har bevilget en pose penge til hel ny belægning på strøget (Søndergade), siger man farvel til den gamle med bravour:
Man har bedt en række street-art kunstnere om at komme og male på selve fortovet. 120 mtr er sat af til det, og der males på livet løs. Det hele skal være færdig fredag d. 15. juni, hvor man ”åbner” det nye, midlertidige kunstværk.
Streetart-kunstnerne maler med acrylmaling, som ikke kan gå af igen. Men alle andre kan komme ned og male med kridt på de afmærkede områder, så alle får del i værket.
Én af dem der sidder her, er Ulrik Myrtue, som er kendt i det århusianske street art miljø. Han sidder stille og roligt i solen og lader sine sort-hvide eventyrfabuleringer komme frem, sort på hvid baggrund, og han fortæller, at han ofte maler sine motiver på aflagte byggematerialer eller andet storskrald.
”Jeg efterlader det igen, når det er malet, og så forsvinder det” – altså ikke i storskrald, men hjem til folk der skal ikke kan lade det stå. Han kan godt lide tanken om, at hans ting ender forskellige steder, og pludselig kan han så møde dem igen.
”At lave street-art er at give. Hele tiden.” Fortæller Ulrik.
Streetartens DNA er, at det er flygtigt, hurtigt og enkelt. Og selv om de motiver Ulrik laver tager tid, og ikke er enkle, så er de alligevel klart streetart stil. Og den grafiske stil som er så populær i disse år.
Det handler om at sætte sit mærke. At sætte spor. Måske endda at sætte et budskab. Uden nødvendigvis selv at få noget ud af det, andet end fornøjelsen ved at lave det.
Det vil jeg OGSÅ! Så nu vil jeg gå i gang med at lave noget fortovs-street art i min have. (Jah, det er lissom dér jeg tør. Er ikke sådan heeelt den autonome type…ti hi…) – Både med kridt og maling.
Du kan se hvordan det går, på min Instagram (Krøyers Kvarter). Og senere i en opdatering på bloggen.
Du kan følge Horsens-projektet hele uge 24 i Søndergade (ud for Neye), og se resultatet resten af sommeren 2018. (Indtil fortovet brydes op for renovering). SpotHorsens om street-art-malebogen.
Hvis du vil se mere fortovs-streetart mens det bliver lavet, kan du besøge Brande i weekenden d. 30/6-1/7, hvor de har street art festival. Her tegnes der også på fortovene, med kridt, og især 3D-malere kommer. Dvs de kan lave en tegning, så man fx føler at man står og kigger ned i jorden, i et stort hul. Tegningerne kan ses herefter, så længe de holder til vejr og vind, henover sommeren 2018.
VisitIkastBrande om Street Art 2018
Baggrund: Street Art kommer efterhånden i rigtig mange udgaver, og laves af mange forskellige persontyper.
De oprindelige graffiti-malere i firserne startede med sprayflasker og store armbevægelser. Det var hurtigt og effektivt, med fokus på at slippe fra politiet. Banksy, en engelsk graffitikunstner slog igennem med stencil-street art, og det har gået sin sejrsgang over hele verden. Byer overalt bestiller streetartkunstnere til at dekorere hele husgavle, for at lave spændende byrum. Håndarbejdsnørder, især kvinder, laver provokerende og tankevækkende budskaber i det offentlige rum, med korsstingsbroderier, strikketøj og andre tekstile teknikker. Alt kan ske!
Street art er i den grad blevet stueren. Og spændende at kopiere for os, der kan li’ at tegne og male. Sæt i gang!
0 kommentarer