Jeg kan ikke tegne!!!! Jeg er ikke kreativ! Det er der mange der siger. Og hvis man forventer at blyanten lige rammer og vupti så dukker der et “sofastykke” op, som man kan indramme, og alle der kommer og ser den beundrer grænseløst dine krea-evner…
Nej, så er der nok ikke så mange der kan tegne!
Men måske sætter du barren for højt!!!
For det du glemmer er, at der er uendelige fordele ved at udtrykke sig kreativt, både ved hjælpe af tegning, men også ved at klippe, lime, sætte ting sammen, synge, etc.
Måske skal du bare gå i gang? Du behøver jo ikke at vise det til nogen! I virkeligheden handler det meget mere om processen, og så er det bedøvende ligegyldigt hvordan det ser ud.
Det er bare ikke sådan vores samfund er bygget op. Vi skal præstere, og vise resultater. Hver eneste dag, uge, måned og år. Selv i sommerferien, hvor vi jo holder fri fra arbejde, skal vi præstere. Vi skal helst kunne fortælle om den sejeste, mest eksotiske ferie. Vores børn skal helst være dygtige og sociale. Vores parforhold skal stråle. Vores mad er superlækkert, lavet i vores toptjekkede køkken. Hvis ikke man holder sig helt i skindet, bliver alt hvad vi laver en konstant jagt på successen, i præstationssamfundet.
Heldigvis får flere og flere øjnene op for de små lommer af fred: Skønlitterær læsning boomer (trods talrige spådomme om bogens død). Folk dyrker meditation, mindfulness, vandring og yoga (for nogle år siden lidt freaky, nu boomer det!). Og der er flere og flere der bremser op, og overvejer, og laver om på indholdet i deres liv, fordi vi har brug for de små frirum, når vi skal holde til tempoet i vores øvrige liv.
Gå i gang med dine kreative evner, som måske skal graves lidt frem. Og brug det som et lille frirum til dig selv.
Her har du en tjekliste:
- Arranger et lille hjørne i dit hjem, der er helliget din nye lille kunstneriske frirum. Det behøver ikke at være et helt hobbyrum. En kasse i reolen med dit grej er rigeligt. Lige til at tage frem og lægge væk i kassen igen. Eller find et hjørne i soveværelset, hvor du kan sætte et lille bord op, og sæt et skilt op ”Her arbejder jeg!”. Det kan også være en bred hylde i garagen, med en stol ved? Du ved bedst, hvor du kan klemme en plads ind, i dit hjem. Sørg for at der er hyggeligt omkring dig, og at du ikke skal fjerne alting når der skal spises aftensmad, læses lektier eller andet…
- Saml dine materialer i en kasse, en pose eller andet. Så du ikke skal til at fare hele huset rundt for at komme igang. Og gør det klart for en evt. langfingret familie, at dette er DINE ting. Ikke noget med at penslen eller andet er væk, når du endelig har fået sat dig. Her er en liste over de ting der kan være gode at have.
- Glem ALT om at du ikke kan tegne. Det er bedøvende ligegyldigt. Det her handler om processen, ikke slutresultatet.
- Glem ALT om hvad dine omgivelser siger! ”Nu skal man nok til at være kreativ!” kunne en ironisk bemærkning lyde. Skiiiidt med det!!! Nu handler det om dig. Det handler om dit indre side af hovedet. Din mavefornemmelse. Din ro. Dig!!!!
- Afsæt 20 min hver dag. ”Det har jeg ikke tid til!”. Jo, du har! Jeg er sikker på at du kan hapse et par minutter her og der, og tilsammen får du banket 20 min sammen. Og vid, at de tyve minutter ikke er spildtid, men tid investeret i dig selv. De vil give dig overskud, gøre dig gladere, og vække det barn i dig der holdt op med at tegne i 1. klasse. (de 20 minutter kræver selvfølgelig at du kan sætte sig ned og gå i gang med det samme. Derfor jeg foreslår en lille fast plads…) Hvis 20 min hver dag virker voldsomt, så forsøg at gøre det hver anden dag. Men hvis man først har sprunget en dag over, er det nemt at sprigne over den næste, eller den næste… (har du nogensinde ejet et medlemsskab til et fitnesscenter, så ved du hvad jeg mener!)
For mig virker det bedst når alle pligter er forbi, sent om aftenen. Så går jeg lige ind og tømmer hovedet, og er klar til sengetid bagefter. Ren luksus.
AAAARGH, kan det da virkelig være rigtigt at jeg skal rigge alt det til? – spørger du nu…
Nej da! Det kan sagtens være kanten af en avis, og en nedbidt blyant fra køkkenskuffen. Men hvis du skal holde dig selv til ilden, og være sikker på at du får noget ud af det hele, så gør det jo ikke noget at gøre lidt ud af det, vel?
Rigtig god fornøjelse 🙂
0 kommentarer