Messerapport fra Kreative Dage 2021. Artiklen her er anden del, som handler om sceneshows, om grundplanlægning og om nedtagning, og første del, som handler om alt opstilling og workshops, kan du læse her.
Sceneshow
Der er ikke nogen krav om at man skal lave et sceneshow. Men hvis man har lyst, kan man søge om at få lov at lave sceneshow på een af de fire scener, der er fordelt rundt på den store og omfattende messe.
Jeg har lavet sceneshow alle de tre gange vi har været med. Den første gang handlede det om kreativitet i al almindelighed, og hvordan man holder liv i sit eget kreative liv. de to seneste gange var crepepapirblomsterne så vokset ind i mit univers, og de har fået hovedrollen på sceneshowet.
Og man kunne sagtens mærke at der er kommet langt mere interesse for blomsterne, siden sidst. Denne gang var der fuldt hus til alle mine tre sceneshows (et pr. dag).
Mens man laver sceneshow, kan man jo ikke være på sin stand. Så denne gang havde jeg Michael, min mand, med. Han er gammel sælger, så han hjalp med den største selvfølgelighed alle kunderne på standen. Det var supergodt. De forskellige stande er jo bemandet med alle mulige typer firmaer. I de små firmaer er familiemedlemmer trukket ind i kabalen. I de større firmaer er det firmaets sædvanlige medarbejdere der er flyttet til messen. Og mit lille niche-firma er et af dem der er nødt til at trække på familiemedlemmer. Men det er også ret hyggeligt. Og så kan jeg koncentrere mig fuldt og helt om fx sceneshowet, fordi jeg ved at han står som en stærk backup på standen.
På dette sceneshow havde jeg valgt at lave en helt enkel blomst, mens jeg sad og pludrede om crepepapirblomster og papiret i almindelighed, og præsenterede naturligvis også min bog om crepepapirblomster.
Planlægning af shows, workshops og alt det andet
I forbindelse med messen er der en masse ting der skal tages stilling til, i meget god tid.
Sceneshowet er det allerførste der skal planlægges. Ca 4 måneder før selve messen skal sceneshowets indhold være beskrevet, og sendt til arrangører. I den anden ende sidder arrangøren så og forsøger at få hele programmet til at gå op, med deltagernes ønsker til scene, til tidspunkt og til øvrige forhold.
Ca 3 måneder før messen skal der laves og indsendes en salgsbeskrivelse af standens indhold til kataloget, og evt. workshops. og der skal indsendes en standskitse, hvor man tager stilling til vægge, strøm, loftlys og evt. møbler, som så vil stå klar når vi ankommer til selve opstillingen.
Christina og jeg gør det hele, begge to. Både stand, workshops og sceneshows. Men altså med hvert sit indhold.
Så det første vi gør, adskillige måneder før, er at forsøge at undgå at vores sceneshows ligger på samme tid. Simpelthen fordi vi ikke skal være væk fra standen begge to, på een gang. For vi er altid klar til at hjælpe hinanden, selvom det er den anden side af standen der er travlt.
Dernæst finder vi ud af hvordan standen skal se ud. Vi vil gerne have en rød tråd, så standen virker harmonisk. Men samtidig ønsker vi at det skal være tydeligt at vi er to forskellige firmaer.
Og så lægger vi en tidsplan for, hvornår vi hver især kan bruge fællesbordet til workshops. Så vi ikke overlapper, men i stedet udnytter bordet mest effektivt. Denne gang havde vi planlagt en workshop hver pr dag, men det viste sig at efterspørgslen var meget større, så vi kom begge op på både to og tre workshops hver pr dag. – og altså IKKE på samme tid.
Ca en måned før skal der meldes ind hvem der skal være på standen. Parkeringstilladelser skal indhentes. Og man skal bestille evt. gæstebilletter.
– og ved siden af alt dette er der ens egen planlægning. Hvad skal man have med? Hvad skal skaffes hjem? Hvor skal vi overnatte? osv osv osv…
Det er et kæmpe arbejde.
Så når messen lukker klokken 16 om søndagen, så er man egentlig pænt træt. Og så går en helt ny disciplin igang:
Nedpakning.
Klokken 16:00 melder en stemme i højttalerne, at messen er lukket. Klokken 16:01 går en helt vild nedpakning igang. Pludselig er portene i hallerne gået op og der holder biler overalt imellem standene. Og dem der ikke har biler inde, kører effektivt rundt med sækkevogne og trækvogne i massevis.
Det er nemlig her at de erfarne messefolk virkelig skiller sig ud fra de knap så øvede.
De erfarne kan pakke en stand ned på rekordtid. De er rigtig gode til at få manøvreret en bil ind, og fyldt den op i en fart. Mange af dem har stativer hvor der hænger varer på, og så “filmer” de det hele med en kæmpe vita-vrap-agtig film, og stiller hele stativet ind i bilen.
Nogle er så seje til det, at det er som at stå og kigge på en velkoreograferet dans. Og efter kort tid er en stor stand helt tom.
Andre stande pakker alt sammen på paller, forlader stedet, og sender en chauffør dagen efter, til at hente de pakkede paller.
Og så er der alle os der ikke er specielt vant til det, og som gerne vil have det hele med på een gang. Vi bruger meget mere tid, og forsøger at holde styr på det hele, selvom det meste blot pakkes ned uden de store systemer. Vores ting passer ikke nødvendigvis sammen i størrelserne. Og vi går stadig, selv om det er tredje gang vi er med, og husker hinanden på hvad vi skal gøre næste år.
Meeen – vi er trods alt blevet bedre til det, end vi var første gang. Det synes vi i hvert fald selv… hi hi 🙂
Og hvorfor gør vi det så, når det er så stort et arbejde?
Tjaaa… jeg tror egentlig begge to at vi, i ugerne op til, går og bander lidt over at vi skal afsted. Fordi der er så mange ting der skal forberedes. Jeg kunne jo lige så godt nøjes med at have shoppen kørende.
Men efter messen sker det samme hver gang: Vi er fyldt op med energi og lyst til mere. Vi har snakket med så mange kunder, fået nye ideer, og er blevet så meget klogere på mange ting.
Og selv om vi hvert år inden messen siger, at når vi er færdige så skal vi overveje om vi skal igen, så oplever vi under messen at vi begynder at minde hinanden om de ting vi skal huske til næste gang. Fordi vi slet ikke kan lade være.
Vi kommer igen i 2022!
Læs mere om messen Kreative Dage her.
Ses vi?
0 Comments