Gratis fragt over 500 kr (pakkeshops DK)
Institutioner kan handle med EAN
Kreativ inspiration til dig
Krøyers Kvarter Logo

Skitsebog / Art Journal – report #1

Abstrakt kunst med en rødbrun figur på en bølgende mønstret baggrund i røde og hvide linjer.

Velkommen til en ny serie af artikler her på Krøyers Kvarter. Een af mine helt store kæpheste er at bruge skitsebog til hverdag. Det er godt for både nybegynderen og for den garvede udøver. Det holder din kreativitet igang, og det er en særdeles god måde at skabe sig selv rum for ro og selvreflektion.

Jeg har før skrevet om processen her (brug for ro og fordybelse, her er metoden) og her (6 metoder til at arbejde i en skitsebog) , og hvis du søger på skitsebog i søgefunktionen her på siden, vil du finde endnu flere. Men fra idag vil jeg invitere dig ind i mine skitsebøger. Måske kan nogle af teknikkerne hjælpe dig med at komme igang, eller komme videre.

Jeg planlægger sjældent før jeg går igang. Enten har jeg et motiv foran mig, som jeg gerne vil tegne, eller også har jeg intet andet end det hvide papir, og så gør jeg bare “et eller andet”. Og det er netop dette her “et eller andet” der ofte bremser mange i at komme igang. For der er jo INGEN garanti for, at det bliver godt. Og hvad skal man gøre?

Det er mit håb, at du måske vil være lidt mere modig, når du ser mine mange forsøg. Nogle af dem går nemlig ikke ret godt. Dem skal jeg også nok vise frem. Og andre sidder bare lige i skabet med det samme.

Endnu andre skal der arbejdes med, og alt efter hvilke materialer man har gang i, vil man kunne male over, eller bare forsøge at maskere. (Fx: akrylmaling kan for det meste dække. Akvarel vil kun lægge en lasur henover det andet.)

Og HUSK! at man ikke jagter det perfekte. Nogle gange er det bare tre streger der skal sættes. Andre gange går man linen ud og bruger mere tid og energi. Betragt din skitsebog som en dagbor (=Art Journal). Dér hvor du får luftet ud i hovedet, og måske lukket ned for en hektisk dag.

Hvis du er nysgerrig på de forskellige materialer du kan bruge, kan du følge med her på bloggen, hvor jeg regelmæssigt lægger artikler om forskellige materialer. Læs mere her.

Men lad os komme igang:

Farverig tegning af en blomst med røde og gule kronblade samt en anden plante med blå knopper.
Hvis du genkender dette billede, er det helt korrekt! I denne uge har jeg nemlig lavet en artikel om hvordan man bruger akvarelfarveblyanter, og den orange blomst er een af illustrationerne til dette.
Da jeg bagefter havde lyst til at lege lidt mere med farveblyanterne (her er der ikke brugt vand, som jo er dét de blyanter også kan), så jeg måtte hen i bogreolen og finde en bog med blomsterillustrationer, så jeg kunne lave en kammerat til den orange. Valget faldt på en Agapanthus i udspring.
Jeg elsker at tegne blomster, og vil helt klart helst have den ægte vare, men sådan en regnfuld og kold dag i januar, som denne, er det jo skønt at man blot kan finde blomsterne i bogreolen!
Og vupti, uden at tænke over det blev de to blomsters farvevalg til komplementærfarver. (orange-blå) Dem har jeg tidligere skrevet om, og det kan du læse her.
Her er flere blomster. Egentlig startede det som en test af nogle akvarelfarver.
Det gør jeg tit, tester farver. Måske fordi det er længe siden jeg har haft fat i dem? måske skal jeg bare lige se hvordan de blander med hinanden? Eller hvordan de arter sig på netop dette papir?
Da disse farveklatter lå og glanede på papiret, og mine undersøgelser var færdige, lå der tilfældigvis en speedmarker ved siden af.
Så pludselig blev nogle af klatterne lavet til hurtige streg-blomster. Nej, der er ingen sortsbestemmelse på. Det er bare blomster 🙂
Abstrakt maleri med en rødbrun figur på en baggrund med bølgende mønster i røde og hvide linjer.
Her er vi ude i noget undersøgelse af tekstur.
Jeg startede med at tegne et orange kryds direkte fra malertuben. Så der kom en tyk stribe akrylmaling på. Så tegnede jeg yderligere streger med den orange og den røde.
Herefter lagde jeg et stykke papir ovenpå.
Trykkede det hele fladt, og trak det forsigtigt af igen.
Hvis du kigger godt efter, kan du på malingens struktur se, at jeg trak fra øverste højre hjørne og ned mod venstre.
Problemet herefter var naturligvis, at malingen lå i et temmelig tykt lag, og det skulle tørre før jeg kunne gå videre. Så jeg var nødt til at lade det tørre til næste dag. Ikke mere arbejde i den skitsebog før det var tørt 🙂
(Godt jeg ikke sad ude i naturen, men bare kunne lægge det på bordet i mit arbejdsværelse!)
Dagen efter kunne jeg røre ved det igen. Strukturen var fantastisk at røre ved!
Det er helt klart en teknik jeg skal lege mere med fremover!
Jeg fandt en tynd rød og sort tusch, og lavede mønstret udenom, idet jeg forsøgte at efterligne de striber der var i malingens struktur.
Farverig abstrakt kunst med en skakternet kugle i midten og akvarelbaggrund i røde, lilla og blå nuancer.
Ud i rummet!
Akvarelfarver i bunden. Ren hygge. Jeg har haft en periode hvor jeg arbejder med farven rød. Fordi den ikke ligger naturligt for mig, og fordi jeg faktisk rigtig godt kan lide rød!
Det er fint at teste de ting man normalt ikke bruger. Rød og lyserød er ikke farver jeg normalt føler mig ret tilpas med. Så derfor udfordrer jeg det.
Her kan jeg godt lide at baggrunden er meget ekspressionistisk og løs i det. Mens forgrunden, planeten, eller kuglen eller hvad vi skal kalde den, er helt stram i betrækket.
Det med perspektivisk mønster kan man lege med på mange måder. Du starter med en grundform (her er det en cirkel), jeg anbefaler at du tegner med blyant, dernæst lægger du streger på kryds og tværs, og fylder hvert andet felt ud som skaktern. Du kan lave nogle ret vilde optiske perspektiver på den måde.
Denne skitse er lavet med vandopløselige farveblyanter på akvarelpapir. Også kaldet Akvarelfarveblyanter. Først har jeg tegnet med dem, i små motiver. Så har jeg brugt en våd akvarelpensel til at gøre farverne våde, og fordele dem. Til sidst har jeg tegnet med blyanterne ovenpå den våde overflade, hvilket giver meget skarpe og markante streger.
Læs mere om akvarelblyanter her.
Dette er et godt eksempel på uplanlagt skitsearbejde, hvor man lader intuitionen og tilfældigheden råde.

0 kommentarer

Trackbacks/Pingbacks

  1. Skitsebog / Art Journal – report #2 – Krøyers Kvarter - […] Læs mere her hvorfor jeg synes at skitsebøger er fantastiske til at lade op ved, og til at udvikle……

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Seneste indlæg

Share This