Gratis fragt over 500 kr (pakkeshops DK)
Kreativ inspiration til dig
Krøyers Kvarter Logo

Kæmpeblomster af genbrugstøj

Billedet fremviser en samling store, kunstneriske blomster lavet af tekstiler og papir, farverigt arrangeret mod en mørk baggrund, hvor hver blomst viser unikke detaljer og teksturer.

Vil du lave kæmpeblomster af genbrugstøj sammen med et hold elever? I har en uge til det. De skal være store, og pynte til en reception om to måneder. 

Jada!!! Sådan en udfordring lader jeg da ikke ligge, så jeg gik i gang med at planlægge. Blandt andet ved at starte med at indkøbe 20 kg herreskjorter og 20 kg denimbukser fra genbrug. Eleverne var 12 elever fra Beklædningshåndværkeruddannelsens Praktikcenter. De er eksperter i at sy, så det skulle blive nogle teknisk flotte blomster. Håbet var at de også ville blive æstetisk flotte. Alt var jo første gang.

Da vi gik i gang havde jeg et oplæg med til forskellige måder at angribe blomsterne, og så gik eleverne i gang med alle deres sjove ideer. Det var en fantastisk og meget arbejdsom uge.

Delenes vægt er vigtig

Jeg har lavet kæmpeblomster før, men i crepepapir, ikke i stof, og det er helt klart nogle andre problematikker der spiller ind. Fx vejer materialet meget mere, så det gjaldt hele tiden om at blomsterhovederne ikke blev for tunge, når de skulle placeres på lange tynde stængler.

Især denim er tungt. Så der skulle hele tiden tænkes ind hvad det skulle sættes sammen med, så der ikke var andet der dannede tyngde på den enkelte blomst.

Alle blomstermidterne havde brug for noget fylde, for ikke at få helt flade blomster. Så der skulle materialer til med fylde, men uden særlig vægt. Oasis er perfekt. En ballon pakket ind i papmache er perfekt. Og store flamingokugler vejer heller ikke noget.

Billedet viser to genstande, der ligner fugle, lavet af blåt crepepapir og dekoreret med spidse gule detaljer, der ligner fjer eller pels.
Til venstre en solhat hvor detaljerne på frøstanden er lavet af lynlåse. Kronbladene der hænger nedad er lavet af herreskjorter med forskellige blå mønstre. Til højre er valmuen lavet af herreskjorter med blå løbegange til ståltråd. Crepepapir som støvdragere.

Skal genbrugstøjets detaljer bruges eller ej?

Når man skal lave noget af genbrugstøj, skal man først overveje hvad det er man vil bruge. Skal man kun bruge de reelle stofstykker, så man bagefter ikke kan se hvad det har været? Eller kan det være sjovt at kunne se de enkelte detaljer som afslører hvad det har været før? Fx forkanter, lommer eller nakkeetiketter? Det er en vigtig beslutning at tage.

Eleverne blev delt ind i små hold der hver stod for en blomst, og det var tydeligt at der var stor forskel på hvordan de ville bruge det. Fx ville det ene valmuehold meget gerne bruge reelle stykker stof, så man ikke kunne se at det var herreskjorter. De ville også gerne have at alle bladene havde næsten samme nuance. Så der gik fire herreskjorterygge til, fra fire næsten ens skjorter. Bladene blev i enkelt lag stof. Til gengæld ville de gerne lave løbegangene til ståltråd i en kontrastfarve, så de blev ret tydelige. Her anvendte de kantebånd i en lidt mørkere lyseblå.

Det andet valmuehold besluttede at bladene skulle være vendesyede. Dvs at der var to lag, og løbegangene blev syet igennem lagene. Til gengæld ville de gerne have at alle både små og store detaljer var synlige. Så her er der synlige lommer, forkanter, nakkeetiketter mv. Til gengæld er bladene blevet lidt tungere, pga dobbelt lag stof. Det betyder at bladene på den færdige blomst kom til at hænge noget mere. Så blomsten ser mere udsprunget ud.

Alt hvad der blev lavet i den uge var dybest set førstegangsprøver (det kalder man de første opsyninger af noget tøj, inden det endeligt godkendes og sendes i storproduktion). Så der kunne sagtens have været videreudviklet på det. Men sådan er det nogle gange med specialprojekter. Men må se hvad der sker og tage hvad der kommer.

Billedet viser en kunstnerisk proces med store valmueblade lavet af stribet blåt stof.
Valmueblade klar til at samle.

Særlige detaljer med mange gentagelser.

Ofte kan det være sjovt at lade nogle små detaljer gå igen og igen og igen. Fx klippede vi alle skjortemanchetterne af de fleste skjorter, for at bruge dem til noget specielt.

Alle manchetterne blev rynket sammen i hånden, så de kom til at ligne små blomsterhoveder. Så lavede et par elever nogle aflange kugler, vha papmache på en ballon. En af de aflange kugler blev malet sort, og derefter limede vi alle de små blomsterhoveder på. For at give lidt ekstra effekt på de mange forskellige blå nuancer, blev de mørkeste placeret i den ene ende, og de lyseste i den anden. og resten changerede så sammen i midten.

Opsømme på denimjeans kan også noget. Deres struktur er sjov at “tegne” med, og det skete flere steder. Fx som ribber på blade, og som struktur på valmuens frøkapsler.

Lynlåse er også sjove at bruge, og de blev brugt til at lave støvfang på solhattens frøstand. Med en tydelig farvejustering så de var mørkere jo længere ned på kuglen de kom. Her er også en papmachekugle lavet over en ballon, så den er helt hul.

Billedet viser en hånd, der holder et stykke denim stof formet som et blad med tydelige syninger og ribber, der fremhæver formen.
Blade til en sidegren. Stukne, forvaskede sømme og opsømme er klippet af og syet på som bladribber.

7 Fantastiske grunde til at gå i genbrugsbutik.

Billedet viser en kreativ display af tøjstykker formet som blomsterblade, lavet af forskellige skjorter med synlige mærker og knapper, præsenteret på et bord.
Kronbladene til den valmue der har vendesyede blade. Løbegangene er lavet i selve syningen så de ikke ses så tydeligt. Og så er der nusset om at få anvendt detaljer, som forkanter, lommer, nakkeetiketter etc.

Crepepapir er godt som ekstra detaljemateriale

Flere steder på blomsterne lod vi crepepapir rulle ind i projektet. Fx er crepepapiret ret godt til støvdragerne på valmuerne. Og hele midten på nogle af blomsterne er lavet af sibiriske valmuer, i de farver der passede til denim og skjorteblåt, og til den limegule væg i den hal hvor festen skulle holdes.

Billedet viser en kunstnerisk blomst sammensat af denim kronblade og farverige crepepapirblomster, arrangeret i en iøjnefaldende og kreativ komposition.
Eksempel på en blomstermidte dannet af mindre crepepapirblomster. Inde i midten er oasis, som holder godt fast på blomsterne.

Kæmpeblomster af genbrugstøj.

Det er sjovt at bruge materialer til noget andet end de er tænkt til.

Og så er det jo ekstra sjovt når det er genbrugsmateriale som er billigt at komme i nærheden af. Der er ikke så meget på spil, hvis man kommer til at klippe forkert eller skal lave noget om.

Kæmpeblomsterne blev offentlige til en reception på Via University College i august 2024, da rektor gennem mange år, Harald Mikkelsen, afholdt sin afskedsreception. Blomsterne stod i to “buketter” og var over to meter høje på højeste sted. Men alligevel var de småbitte i den kæmpestore hal.

Det var en fornøjelse at arbejde med beklædningshåndværkereleverne, som har en meget høj standard for det sytekniske, og det kan ses på blomsterne. Og så var det sjovt at se det hele fungere i en festlig sammenhæng.

Billedet viser en person med handsker, der arbejder med papmaché, hvor der formes runde kugler på et dækket bord, en proces typisk anvendt i håndværksprojekter.
Kugler lavet af papmache udenpå en ballon er brugt flere steder, fordi det giver god fylde uden at veje noget.
Billedet viser en udstilling af store, kunstnerisk fremstillede blomster skabt af genbrugte tekstiler og crepepapir, hver monteret på en stander for at efterligne en blomsters naturlige form.
Klar til når festen skal starte. Det eneste der mangler er at fødderne, som er svejsede specielt til dette, bliver pulverlakerede.

6 Kommentarer

  1. Berit

    Fedt projekt og virkelig fede blomster der kom ud af det 😉

    Svar
    • Tina Krøyer

      Tusind tak skal du have. og tak fordi du læser med herinde på kroyerskvarter.dk 🙂
      Hilsen Tina Krøyer

      Svar
  2. Anette Nathan

    Så spændende et projekt og sikke flotte blomster I har fået krereret. måske skal det prøves med almindelig størrelse blomster.

    Svar
    • Tina Krøyer

      Det kunne bestemt også være sjovt.
      Tak fordi du læser med.
      Hilsen Tina Krøyer

      Svar
  3. Kitt

    Rigtig god ide, ❤️

    Svar
    • Tina Krøyer

      Tak. Dejligt du synes om det.
      Og tak fordi du læser med her på kroyerskvarter.dk
      Hilsen Tina Krøyer

      Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Seneste indlæg

Share This