Gratis fragt over 500 kr (pakkeshops DK)
Institutioner kan handle med EAN
Kreativ inspiration til dig
Krøyers Kvarter Logo

Workshop med Signe Parkins

Sort-hvid tegning af en abstrakt skikkelse med lange, krøllede arme og ben på hvidt papir.

Reportage fra en anderledes tegne-workshop.

”Fuck, hvad det er I laver, og tegn videre!” siger Signe til os. ”Det er ligemeget, for frustrationerne er der, og hvad sker der så her?”.

”I skal være nærværende i stregen, og lige så snart i har lyst til at pynte og dekorere, så skal i stoppe!”

Nederst i artiklen ligger et reklamelink (Hvad er det?) til Signe Parkins' bog "Grøde".

Jeg har fornylig deltaget i en workshop med Signe Parkins. En århusiansk illustrator, netop nyudgivet med sin bog ”Grøde” og lidt af en rockertype inden for tegneverdenen.

Jeg har taget mange små og store tegnekurser gennem årene, og kan vel egentlig godt kaldes at have fundet ”min stil”. Og har også selv afholdt mange tegnekurser og synes selv at mit repertoire og viden er stort.

Og så er jeg skolet til at lave en færdig og “pæn” tegning, i min uddannelse. Noget man tydeligt kan aflæse og afkode. Pæne salgstegninger. Tegninger der kan sælge noget kluns etc.  

Meeen – jeg blev voldsomt udfordret af Signe Parkins.

Det var skønt. Og svært. Og gjorde lidt ondt!

Om Signe Parkins

Jeg havde på forhånd læst om kunstneren. Hun er uddannet illustrator, er en erfaren underviser og har tegnet både tegneserier og lavet billedkunst. Og så er hun én af de markante tegne-kvinder der i disse år udfordrer både kvindeliv og tegnetraditioner, især på Instagram.

Tegning af Signe Parkins. En situation som de fleste mødre, uanset alder, kan nikke genkendende til. Gengivet efter tilladelse fra kunstneren.

Faktisk skal det hele helst være ”en lille smule grimt”. Proportioner behøver ikke at holdes. Naturlove er aflyst. Det vigtigste er budskabet, hvor der taget en lille smule pis på samfundet og kvindens rolle og kønsroller i det hele taget.

Signe Parkins. Tegning gengivet efter tilladelse fra kunstneren.

Når Signe Parkins arbejder, er det ikke noget med at lave en skitse først. Skitsen ER værket. Derfor arbejder hun altid på godt, kraftigt papir. Ofte i meget små størrelser. Og en meget stor produktion, med mange kasseringer.

Signe Parkins. Gengivet med tilladelse fra kunstneren.

Reportage: Hårdt, at lære at tegne “grimt”.

Dét, vi jagtede på kurset, var blandt andet nærværet i stregen. Hver eneste streg skal laves nærværende, men ikke planlagt.

Det er noget med at lave en streg, med topfokus på mødet mellem pennen og papiret, og så se hvad der sker.

Så man ikke på forhånd har planlagt at man ”skal tegne en fugl”, men at der i stedet dukker noget om, som måske minder om en fugl, men måske er noget helt andet. Og det gør ikke noget.

”Fuck det her!” gjalder Signe til os. “Jeg er alligevel død!. Jeg tegner videre!”

”Det er ligemeget hvad det ligner”. – hvis det er spændende.

Og i virkeligheden kan det godt bare være en enkelt streg, der er spændende.

Signe Parkins plæderer for, at det er lige dér, hvor papiret møder pennen, at det spændende sker. Alt kan ske.

”I skal være nærværende i stregen, og lige så snart i har lyst til at pynte og dekorere, så skal i stoppe!”

Signe Parkins’ tegnevejledning. Gengivet efter tilladelse fra kunstneren.

Signe Parkins har lavet en officiel tegnevejledning, som nærmest er et slags manifest på, hvordan man går frem. Her er det tydeligt hvor mange frustrationer denne metode kan fremkalde. Prøv lige at læse den…

Enkelt materialevalg

Vi arbejder med fineliners . Tynde sorte tuscher. Det er for at undgå at der bliver visket ud, og at man lammer over at have lavet en forkert streg.

“Hvis der er en streg der ligger forkert, så tegn den rigtige ovenpå eller ved siden af”

“Det er ligegyldigt!!!!” lyder det.

I første omgang synes jeg selv det går skidegodt. Jeg laver streger, og finder motiver i tegningen. Sådan har jeg arbejdet tonsvis af gange, i ualmindeligt mange variationer.

Efter en halv times intenst arbejde, holder vi en kort kigge-på-tegninger-midtvejs-pause, og idet jeg ser mine tegninger dér på bordet, i A6-størrelse, liggende imellem alle de andre, kan jeg pludselig se at jeg har gjort præcis det samme som jeg altid har gjort. Det har et lidt andet udtryk, men alligevel, er der ikke meget forskel.

Og det er vist ikke helt det hun mener, hende dér læreren?

Mine tegninger fra første omgang . Ja, de er da vist nok sjove, men alligevel ret pæne, med genkendelige ting, og lidt automatpilot. – Kan jeg pludselig se, i den fælles gennemgang.
Om igen! (tegninger: Tina Krøyer)
Massevis af små skitser i alle mulige og umulige versioner. Det er vidunderligt befriende at skulle jagte det grimme. Men også meget frustrerende, når man kommer med en “værktøjskasse” i forvejen.
(tegninger: kursister på workshoppen)

I anden ombæring forsøger jeg at bryde min rutine, med små greb:

  1. jeg vender papiret den anden vej (lille men effektiv variation)
  2. Jeg arbejder ultralangsomt, og koncentrerer mig om ikke at planlægge. Har totalt fokus på pennespidsen, mens en tilfældig streg vokser frem på papiret.
  3. Jeg forsøger ikke at hoppe i dekoration, hvor tingene får en færdig form, hvilket jeg totalt faldt i, i første omgang..

Det går meget bedre, men for søren det er svært, når man allerede har en rutine på rygraden.

signe parkins
Anden omgang. Det går lidt bedre. hmmm….(Tegning: Tina Krøyer)
Og pludselig kunne jeg genkende en hektisk uge, i den her skrigende person. Sådan havde jeg faktisk haft det en del gange i ugen der gik.
Er det mon sådan hun arbejder? Noget begynder at dæmre. (tegning: Tina Krøyer)

Signe Parkins lægger ikke skjul på, at det her er svært og grænseoverskridende. Og mærkeligt. Og kan være ret ubehageligt at være i.

Ja, det skal jeg da love for!

På et tidspunkt kommenterer hun, at man godt kan få noget forærende, når man kan tegne i forvejen. Dvs at man har et repertoire.. Det har jeg. Men alligevel er jeg udfordret helt ud i yderste fingerspids.

Og kan ikke helt sætte fingeren på hvorfor.

Det er SÅ FEDT! (og ubehageligt, og usikkert, og underligt. Men SKØNT at man stadig, selv som erfaren tegner og underviser, kan blive SÅ udfordret.)

Signe Parkins afholder masser af tegnekurser. Søg dem på nettet, og se at komme afsted, hvis du vil have én på opleveren. Uanset om du kan tegne i forvejen , eller ej.

Grøde – ny bog af Signe Parkins

Signe Parkins har i efteråret 2019 udgivet bogen “GRØDE” . En kunstbog med 179 tegninger ,omhandlende ting som køn, identitet, krop og moderskab.

Har du lyst til at læse mere, kan du købe den i alle boghandlere.

Fx her hos Gucca.dk.

Signe Parkins, januar 2020.

 

4 Kommentarer

  1. Birthe Risom

    Tak for din blok, Tina. Hvor bliver jeg inspireret af dine indlæg. Kh Birthe

    Svar
    • Tina Krøyer

      Tusind tak, Birthe 🙂

      Svar
  2. Lotte

    Har i endagskurser i efteråret?

    Svar
    • Tina Krøyer

      Hej Lotte

      På kroyerskvarter.dk har vi for tiden mest kurser i crepepapirblomster. Dem kan du altid finde en oversigt over her: https://www.kroyerskvarter.dk/kurser/

      Hvis det er Signe Parkins’ kurser du er interesseret i, skal du tjekke hendes egen hjemmeside. http://signeparkins.com/

      Tak fordi du læser med herinde.
      Hilsen Tina Krøyer / kroyerskvarter.dk

      Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Seneste indlæg

Share This