Gratis fragt over 500 kr (pakkeshops DK)
Institutioner kan handle med EAN
Kreativ inspiration til dig
Krøyers Kvarter Logo

5 måder du kan presse blomster på.

Diagram over hvordan man presser blomster, med faktiske tørrede blomster ovenpå.

Min mor har altid været ivrig med at presse blomster, og selvfølgelig blev jeg det samme.

Kan du huske telefonbøgerne der udkom en gang om året, i “gamle dage”?

Når man skulle bruge et telefonnummer, så kunne man slå det op i de tykke bøger, af tyndt, tyndt papir, med uendelige mængder af navne og numre.

Hjemme hos os, skete der altid det samme, når man skulle bruge et telefonnummer:

Ud af bogen væltede det med pressede blomster.

Telefonbøgerne var nemlig ret perfekte til formålet, fordi de tynde sider fungerede som perfekt trækpapir. Bøgerne var tykke og kunne indeholde en del blomster. I en normal husstand (ihvertfald i Aarhus-området) var der 4-5 bøger så når man lagde dem ovenpå hinanden, gav de vægt og blomsterne fik pres.

Og det er dét, det handler om, når du skal presse blomster. Papiret skal kunne absorbere den fugt som presses ud af blomsterne.

Det skal have tilpas meget pres til, at cellerne slipper deres form, og smider fugten.

Når fugten fjernes på så kort tid, vil de fleste blomster beholde farven. Ikke nødvendigvis den oprindelige, men noget der ligner, istedet for “vissen-brun”, der er farven for de fleste blomsters forfald.

Grundlæggende metode

Når du plukker blomsterne der skal presses, skal de være tørre. Så du skal ikke plukke om morgenen, når der er morgendug på.

Når du lægger dine blomster til pres, skal du først vælge om de skal presses som hele blomster, eller enkeltvis som blade/kronblade.

Dernæst lægger du dem til rette i den metode du har valgt at presse i.

Nu er det bare at vente. Små, tynde blomster kan være færdige på en uges tid. Kraftigere blomsterknopper skal have længere tid. Kig til dine blomster ind imellem, så du ikke risikerer at de rådner. (- og så er der den hurtige, til microovnen)

OG lad være med at tage dem ud af presset, før de er helt tørre. DU risikerer at der stadig er fugt i, og de halvpressede blomster vil krølle og smide farven.

Her er de pressede blomster en del af arbejdsdagen. Kom med på besøg på HERBARIET på Aarhus Universitet.

Hvad er trækpapir?

Ved de forskellige metoder nævnes trækpapir. Ordet dækker over papir som kan absorbere fugten fra blomsterne, når de bliver presset. Oplagt er det at bruge akvarelpapir, som er skabt til at absorbere vand. Og det må gerne være en billig type.

Men du kan også bruge avispapir, eller anden type mat papir. Du må aldrig vælge blank, glittet papir, for det suger ikke fugten, og så risikerer du at blomsterne rådner, inden de er pressede færdige.

1. Brug bøger

Jeg bruger stadig bøger til at presse blomster i. Ikke telefonbøger, men bøger med fugtabsorberende papir. Typisk ældre bøger, med store sider. Nyere bøger er ofte med glittede sider, og de duer ikke. Du risikerer at blomsterne rådner, fordi fugten ikke kan trække væk. Så gå i genbrugsbiksen og kig efter store bøger med mat papir.

Blomsterne lægges ind imellem siderne. Spring gerne over nogle sider imellem lagene af blomster.

Når blomsterne ligger på deres tørreplads i bogen, er det vigtigt at det kommer i pres, så der skal lægges tunge bøger ovenpå. Vær ikke nærig med vægten ovenpå.

2. Kraftig akvarelpapir, foldet med noget tungt ovenpå.

Køb en akvarelblok i A3 størrelse. Den må gerne være billig, men helst ikke tyndere papir end 200 g/m2. Det er nemlig ikke papirets evne til at fordele farven vi er ude efter, men tværtimod dets evne til at suge fugten ud af blomsterne.

Tag papirstykkerne af blokken. Fold dem på midten, til A4-størrelse. Læg blomsterne ind imellem det foldede papir. Læg det næste lag ovenpå. Fortsæt med adskillige lag.

Slut med at lægge nogle tunge bøger over.

3. To stykker træ og nogle kraftige elastikker.

Brug to ens stykker træplade. Læg blomster skiftevis med trækpapir, og de to stykker træ yderst, øverst og nederst. Sæt elastikkerne fast omkring hele molevitten. Elastikkerne skal være stramme for det er vigtigt at der er godt pres på blomsterne.

Du kan lave denne presse selv, eller købe den færdigt. Jeg har fundet en lille een hos RITO.

4. Presse, med mulighed for at justere presset.

Denne presse består af to plader med huller og skruer i siderne, og 4 bolte til at holde det sammen med.

Denne presse er smart fordi den kan justeres efterhånden som blomsterne bliver fladere.

Den er også smart fordi du ikke behøver at lave alle de dér stabler af bøger eller andre tunge ting ovenpå. Den klarer selv det hele.

Min far byggede een til mig da jeg var barn, og jeg har den endnu.

Jeg er igang med et indlæg her på bloggen på, hvordan du laver din egen justerbare presse. Men hvis du ikke selv har lyst til at snedkerere, så er det også muligt at købe een. Den er lige klar til at bruge, med trækpapir og alting.

5. I microovnen

Det tager ikke lang tid, kræver kun ganske lidt, og det er jo absolut dyder, når der fx er utålmodige børn involveret.

Jeg har kun prøvet denne metode en enkelt gang, så jeg har ikke den store erfaring. Men det kan sagtens lade sig gøre, så hvis du har en feriedag med ungerne, så prøv jer frem, for her er hurtigt resultat.

Jeg har taget to stykker træ, lagt trækpapir og blomster imellem , og placeret det hele i ovnen. Du kan også vælge at bruge bomuldsstof istedet for trækpapir. (obs! 100 % bomuld! ikke noget med polyester, som formentlig kan smelte . Klip fx et stykke af et gammelt kasseret dynebetræk)

Øverst skal jeg have noget tungt, som kan tåle at gå i microovnen. Jeg havde en lille brosten som klarede det fint.

Giv det 1-3 minutter på fuld effekt. Prøv dig frem. Små tynde blomster (fx smørblomster) skal have kortere tid end tykke blomster (fx nelliker) .

Når du tager de pressede blomster ud af ovnen, kan det være en fordel at lade dem ligge i pres en halv times tid, for at få formen til at sætte sig.

15 Kommentarer

  1. Lise Kryger

    Hej Tina,

    Super fint indlæg… jeg presser selv mine egne blomster – og har især valgt den sidste løsning fordi jeg presser så mange af gangen. Jeg har købt en stor spånplade, som jeg har skåret ud i 4 mindre dele, så jeg fik 2 store pressere ud af det. Det er en god løsning, især hvis der er tale om mange blomster af gangen.
    De pressede blomster laver jeg så om til plakater og blomsterværker 🙂
    Kh. Lise

    Svar
    • Tina Krøyer

      Hej Lise
      Det er en super god ide at lave en ekstra stor presse af plader. Tusind tak fordi du deler, og for at læse med. Det lyder så fedt med plakater. Får du dem så affotograferet og trykt?
      Mange hilsner fra Tina 🙂

      Svar
      • Lise Kryger

        Ja, jeg digitaliserer billederne, layouter dem, trykker dem som plakater og sælger dem. Du er velkommen til at kigge med her og se hvordan de bliver på Lisekryger.dk 🙂

        Kh. Lise

        Svar
        • Tina Krøyer

          De ser meeeegafine ud!!! 🙂 hilsen Tina

          Svar
          • Lise Kryger

            Tusind tak – det er jeg rigtig glad for at du synes 🙂

            Go weekend!

  2. Stine Johamsen

    jamen hvordan fæstner jeg de pressede blomster på papir

    Svar
    • Tina Krøyer

      Hej Stine
      Mener du når du lægger dem til at tørre? Du fæstner dem ikke, men sørger for at holde dem vandret, og i så meget pres at de bliver liggende.

      Det er kun hvis man er ude i naturen og skal have dem transporteret hjem, og måske lægger dem direkte til pres i en bog, at det er nødvendigt med en lille fæstelse, så de ikke falder ud mens man ræser rundt derude. Så kan man bruge et lillebitte stykke malertape. Men det er ikke nødvendigt ellers.

      Rigtig god fornøjelse med presningen 🙂
      Hilsen Tina Krøyer

      Svar
  3. Trine

    Vil du udskifte akvarelpapiret blomster ligger i, i løbet af presningsperioden?

    Svar
    • Tina Krøyer

      Hej Trine

      Hvis det er en stor og “saftig” blomst eller blad, kan det være en god ide at holde øje, og skifte papiret, når det er fugtigt. Hvis det er en “lille og tynd” blomst/blad er det ikke nødvendigt.

      Tak fordi du læser med herinde på kroyerskvarter.dk.
      Hilsen Tina Krøyer

      Svar
  4. Mai

    Hej, kan du fortælle mig hvorfor der er kommet sådan lidt spind agtigt på mine pressede blomster? 🙂

    Svar
    • Tina Krøyer

      Hej Mai
      Tak for din tillid og dit spørgsmål. Jeg kan desværre ikke svare dig helt. Mon bladene har været helt tørre inden du tog dem “i brug”? Så det kan være noget mug?
      Hilsen Tina Krøyer

      Svar
  5. Lotte

    Tak for et fint indlæg. Kan man genbruge papiret, når man har tømt sin presse?

    Svar
    • Tina Krøyer

      Hej Lotte

      Du kan sagtens genbruge papiret. DU skal bare være helt sikker på at det er helt tørt inden du lægger blomster i pres igen.

      Rigtig god fornøjelse, og tak fordi du læser med.
      Hilsen Tina Krøyer

      Svar
  6. Christina Jensen

    Når du har presset blomsterne, gør du så noget, for at bibeholde farverne, så de ikke falmer?

    Svar
    • Tina Krøyer

      Hej Christina
      Min erfaring er, at du skal undgå direkte sollys. Men selvom de ikke udsættes for direkte sollys vil de langsomt falme og blive lidt døde i farven. Du skal sørge for at de er HELT tørre når de tages ud af pres. Det er også vigtigt når du skal bibeholde farven.
      Jeg har læst engang, at der er nogle der sprayer med hårspray for at holde på farven, og undgå at de begynder at drysse. Men – jeg har ikke selv prøvet det, så jeg har ikke noget belæg for om det er korrekt.
      Tak fordi du læser med herinde på kroyerskvarter.dk.
      Hilsen Tina Krøyer

      Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Seneste indlæg

Share This