Gratis fragt over 500 kr (pakkeshops DK)
Institutioner kan handle med EAN
Kreativ inspiration til dig
Krøyers Kvarter Logo

Skinner solen? Lav skyggetegninger

Skitsebog med håndtegninger af blomster, ved siden af en blyant og ægte blomster på en træbænk.

Det er det enkleste i verden at lave skyggetegninger. Og de kan blive enormt flotte og grafiske, også til at blæse op i stor størrelse på fx et billede, eller en væg.

Når man tegner af efter en skygge, bliver det ofte en lille smule anderledes end virkeligheden. Lidt fortegnet. Måske lidt tykkere end virkeligheden nogen steder, og andre steder tyndere, alt efter hvordan lyset falder.

Det gør ingenting, og er netop med til at få tegningen til at se livlig, eksklusiv og særegen ud.

Kornblomster tegnet som solens omrids. Der er blot flyttet lidt på kornblomsten, og så tegnet igen… og igen….
Hi hi !! et behind-the-scenes-foto.
Normalt holder jeg “motivet” med den ene hånd, mens jeg tegner med den anden hånd. Men her ville jeg gerne lave en lille video af processen, og så må man tage forhåndenværende til hjælp.
Her blev blomsten klappet ind i mit brilleetui, og lagt på min gamle cykelhjelm, så det blev tilpas hævet fra papiret. Og der er intet tegnet endnu, så det er blomstens skygge du kan se på papiret. Solen lå forholdsvist lavt fra venstre, og derfor ser det ud som om blomsterne intet har med skyggen at gøre. Men den er god nok…

Find et godt motiv

Oplagt er det at bruge planter at tegne efter. De er nemme at sidde og holde med den ene hånd, mens man tegner med den anden hånd. Og så har de ofte spændende former, også selvom man via skyggen har aflyst alt om farver og indre former.

Det er den ydre form det handler om.

Så du kan også tage en kop, en boksehandske, et par briller eller noget helt tredje. Uanset hvad du tegner, bliver dine øjne trænet i at se form og affotografere på papiret.

Faktisk er det en meget effektiv tegneøvelse, når man skal undervise i tegning, at tegne omridset. Fordi det er en god øvelse for øjnene, når man tegnetræner.

Og her får man altså det hele foræret af selveste solen.

Du kan selvfølgelig også godt bruge en kraftig lampe til at lave skyggebilleder med. Men der er altså noget helt magisk ved at sidde derude i naturen og tegne efter dens egne skabelser.

 

Her er det en sporebaldrian der er model. Til venstre en “almindelig” skitse. Til højre et skyggebillede af den samme sporebaldrian.
Og så kan du se skyggen lidt ved siden af til venstre, fordi blomsten er blevet flyttet. Det er præcis den der er blevet tegnet af.
Billedet stammer fra artiklen “Skitsetur på cykel”. (klik på billedet og følg linket)

 

 

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Seneste indlæg

Share This