Det første der møder os på parkeringspladsen er en rask labrador der kommer os i møde. I døren til det der er kontoret/receptionen/butikken står Steen. Ham der kaldes “fluesmækkeren fra Skave”. En stor og meget karismatisk mand, med lune øjne og et skælmsk smil.
Fra højre kommer en anden labrador langsomt gående. – Eller hvad man nu skal kalde det. Den kan næsten ikke få bagpartiet med. Har vist set sine friskeste dage, og er vel i en slags aftægt. Her er plads til alle.
Vi hilser på. Steen skal tydeligvis lige finde ud af hvad vi er for nogen. Vi føler os meget velkomne, og er klar til at gå ombord i alle herlighederne på Skave Nedbrydning.
Endelig afsted
Du har måske set programmet “Fra yt til nyt” på DR, hvor man følger forskellige gør-det-selv-folk fra det ganske land, mens de laver gamle ting om til nye herligheder?
Een af dem der vendte tilbage i programmet var et nedbrydningsfirma i Skave, tæt på Holstebro.
For det første har stedet en særdeles karismatisk ejer, Steen, også kaldet Fluesmækkeren.
For det næste har de en masse, masse, masse gamle materialer man kan lave nye gode ting ud af.
Min søn og jeg har i flere år snakket om at vi ville op og se på stedet.
100 km skal vi køre, så det er ikke uoverstigeligt. Og i år fik vi så taget os sammen til at tage afsted.
Belært af erfaring, fordi vi altid får så mange ideer sådan et sted, satte vi en trailer bag på bilen. Vi er vel jyder 🙂
Afsted gik det med mor og søn og datter og trailer, og en madpakke, for vi tænkte at det var vist lidt uden for lands lov og ret, og ikke nødvendigvis en pølsevogn i nærheden.
7 gode grunde til at gå i genbrugsbutikker
System eller kaos?
Det skulle blive en ret sjov dag.
Madpakken kom til sin ret, for da vi havde set og rodet og undersøgt i 2 1/2 time var vi sultne og måtte have en pause. Steen og hans kumpaner havde meget smart stillet borde til spisning frem på parkeringspladsen.
Derefter var vi klar igen.
Ingen tvivl om, at hovedvarerne på stedet er gamle døre og vinduer, og gulvbrædder.
Det er også dér der er sirlig orden, priser og system.
Resten af pladsen på Skave Nedbrydning er et slaraffenland for genbrugs-nørder, for man kan finde ALT!!!!
Jeg gentager: ALT!
Og det ligger i …hmmm…nogle steder lidt orden, de fleste steder totalt kaos.
Det kan godt være at Steen, Hr. fluesmækker himself, og hans kumpaner kan se systemet. Det påstod han ihvertfald, men for menigmand kan det godt være lidt svært.
Men det har også en god mening, for mange af os der kan lide at rode rundt i genbrug har følelsen af “jagten” til fælles.
Den dér følelse af at man har fundet TINGEN!!!
Sådan laver du en skammel af genbrugsbælter
En vigtig sludder
“Nåh, hvordan går det? “
Hr. Fluesmækker kommer kørende på sin cykel rundt på pladsen. Vi får sludret lidt om gamle dage, da min far byggede et sommerhus i 1969, af gamle brædder og genbrugs-søm som han først bankede lige, og om Steens far der startede Nedbrydningsfirmaet i midten af 60’erne, ved en tilfældighed.
Vi sludrer om hvordan de forsøger at få det hele organiseret (Steen er udmærket klar over, at de mange ukurante bunker sætter gang i de indre jagt-instinkter, og drager genbrugsnørderne).
Og vi sludrer om at det er et familiefirma med mand og kone og to voksne sønner…og nogle ansatte som har ferie lige nu.
Jeg får egentlig også en fornemmelse af, at vi allerede er igang med at lære hinanden at kende, så vi kan handle fornuftigt senere. For der er jo ikke så mange priser på varerne her…
Og vi kigger videre…
Lidt senere er jeg inde ved Steen, fordi jeg er blevet trængende på naturens vegne.
Jeg spørger Steen “Har du et toilet”?
Fluesmækker-Steen er lynhurtig i replikken: “Til at købe eller til at låne?”
Hæ hæ…ja selvfølgelig. jeg er jo i et nedbrydningsfirma.
Fem herlige timer
Vi brugte 5 timer på stedet, på en dejlig, tempereret sommerdag.
Vi fik kigget på alt hvad der var udenfor, mellem ukrudt og alverdens dimser og dutter.
Og alt hvad der var indenfor, både de steder hvor der var sirlig orden, og de steder som på det håndskrevne oversigtskort ved indgangen betegnes som “uberørt af menneskehånd”.
Og efter fem timer havde vi fundet de ting vi ikke kunne leve uden, og samlet dem i traileren. Vi kunne ikke rumme flere indtryk.
Jeg tror vi syntes at vi havde set det hele, men det havde vi garanteret slet, slet ikke.
Men vi skulle jo også have fundet ud af hvad det hele skulle koste!
Steen er en temmelig hærdet forhandler, på jysk. Men jeg kan afsløre at han, ret charmerende, undervejs fik mig omdøbt til “millionøsen fra Aarhus”.
Og jeg synes selv jeg pressede godt tilbage på prisen.
Ihvertfald virkede det til at vi begge var tilfredse til slut. og så har det jo været en god handel, ikke?
Vi kommer igen næste år.
Hvis du overvejer at tage børn med:
Børn i skolealderen vil have en fantastisk dag hos Fluesmækkeren i Skave. Sæt god tid af!!! – og husk din tålmodighed mens opdagelserne står på.
Børn der er yngre ville jeg lade blive hjemme. Der er alt for meget dims og dut de kan forvilde sig ind i, få ned over sig eller rive sig på.
Læs mere om åbningstider mm her: Skave nedbrydning
Fra shoppen på kroyerskvarter.dk
-
“Følg garnet – en malebog for garntosser”
39,00 kr. -
Billeder med søm og tråd
65,00 kr. -
Broderi-lykkepose (gamle broderier) – pakke 3
135,00 kr. -
Broderi-lykkepose (gamle broderier) – pakke 6
135,00 kr. -
Håndbog i oliemaleri
135,00 kr. -
Jacquard Cyanotype
269,00 kr. -
Quilling – The colonial art of paper scrollwork
125,00 kr.
0 kommentarer