Solformørkelse i Nordspanien, aug. 2026

Jeg har i mange år drømt om at se en total solformørkelse.

Nogle husker måske, at jeg elsker alt hvad der har med rummet og himmellegemer og rumfart at gøre. (og jeg er også vild med science fiction. Især Star Trek, men det er en helt anden snak)

Så det var et gammelt ønske, og jeg kunne se at denne formørkelse var forholdsvis nem at komme til, her i Europa. Den lå Nordspanien, hvor det burde kunne lade sig gøre at finde et roligt sted, fordi den gled hen over et stort område.

Det burde være piece of cake. Altså, forudsat at der ikke ville være skyer på himlen.

Rigtig mange rejste efter solformørkelsen. Jeg kender flere der også skulle afsted. Og de skulle alle flyve. Men – jeg drømte om at gøre det i en autocamper, så vi kunne køre efter formørkelsen, hvis der viste sig at være skyer.

Og jeg fik overbevist Michael og resten af familien. For Philip og Laura, vores to voksne børn (24 og 26 år) ville nemlig også gerne med.

En lang tur

Planlægningen lød på at vi havde fire dage til at køre derned, en dag til formørkelse incl. forberedelse, og fire dage til at køre hjem igen.

Vi kørte meget…Rigtig meget… (- også mere end vi egentlig havde forventet)

Ingen af os havde nogensinde prøvet en autocamper før, så de første par dage var med lodret læringskurve over hele linjen. Vi skulle have styr på køkken, på toilet, på spildevand, på strøm, og så skulle vi have fundet nogle rutiner, uden at komme op og slås.

Solformørkelsen

Da vi nærmede os området for total eclipse, skulle vi finde et godt sted. Philip og jeg havde tjekket topografiske kort, og havde fundet et sted med et stort fladt område. Solformørkelsen lå jo lige inden solnedgang, og det ville næsten ikke være til at holde ud hvis vi gik glip af den, fordi vi havde placeret os på det forkerte side af et bjerg.

Da vi kørte ind i det udvalgte, flade område, syd for byen Burgos, kørte vi på motorvejen og holdt øje med et godt sted. Der var rigtig mange vindmøller i området, og vi prøvede at køre tæt på en af dem.

Vi fandt et fantastisk sted lige under en stor mølle, med fuldt udsyn mod vest. En hollænder havde allerede været der i to dage. En rigtig stjernenørd, med de helt store kikkerter. Og han havde allerede konstateret at det var et super sted.

Det var et meget tørt og goldt område, langt fra nærmeste by. Men vi havde jo alt med i autocamperen, seng, toilet, køkken etc. Så vi slog os ned midt på eftermiddagen, og så var det bare at vente til klokken blev halv ni om aftenen. Der var 35 grader, med en lille formildende vind, der holdt gang i alle vindmøllerne.

Det blev en pragtfuld aften.

Flere biler kom til, som tiden gik, men vi var aldrig mere end 15-18 mennesker, så det blev aldrig overfyldt. Og himmellegemerne leverede det mest fantastiske show.

Som månen skred ind foran solen, blev det langsomt mørkere, og mere dunkelt. Det tog en halvt time mens månen bevægede sig ind over solen, så 1½ minuts total formørkelse hvor vi ikke behøvede brillerne, og så en halv time mens månen forlod solen igen. Vi havde naturligvis briller med, og sad på række i klapstole og var så klar til det 1½ minut vi havde kørt så langt for.

Jeg har hørt at dyrene går til ro, når en måne går foran en sol. Men vi var i så goldt et område, at der ingen dyr var at holde øje med. Til gengæld opdagede vi, til vores forbløffelse, at vinden lagde sig, da månen gik foran solen. – og så stoppede alle vindmøllerne!!!!

Det var vildt.

Det var en kæmpe oplevelse at opleve selve den 100 % formørkelse.

Det varede 1½ minut. Så kom lyset igen.

Vindmøllerne gik igang igen.

Og vi sad med en underlig følelse af at være bittesmå i en kæmpestor verden.

Jeg kan godt forstå de mennesker der rejser kloden rundt efter solformørkelser. Det er ren magi.

Solnedgangen var forbløffende.

Selve formørkelsen skete umiddelbart inden solnedgang. Da solen var tæt på at gå ned, var månen stadig i dens felt. Men pga jordens atmosfære kunne man se solen uden brillerne, og den leverede den mest spektakulære solnedgang jeg har set i mit liv.

Da solen var gået helt ned, blev det helt mørkt og stjerneklart. Vi lavede en gang pasta med tomatsovs og pølser på det lille gasblus i køkkenet, og så sad vi der i mørket mens varmen faldt en smule, og spiste aftensmad, mens vi gjorde klar til næste show.

Det var nemlig lige præcis denne nat, at en meteorstorm kaldet Perseiderne, også havde valgt at kigge forbi.

Vi tilbragte hele natten under vindmøllen. De første par timer under åben himmel, sammen med hollænderen, som ville overnatte i sin lille Van. Vi lå i liggestole eller på tæpper på jorden, og lod meteorerne lave det ene stjerneskud efter det andet hen over himlen. Michael lavede gin&tonic. Det totale show.

Som Philip sagde: “Denne aften bliver bare ved med at give og give”.

Da vi skulle i seng kravlede vi ind i vores camper, sov resten af natten, og stod op til en skøn morgensol i øst.

Jeg glemmer aldrig den aften og nat på en øde vindmølleparkeringsplads, sammen med de personer som er de vigtigste i mit liv.

Og nu kan jeg vinge “Solformørkelse” af på min bucketlist.

Ekstra viden:

Vi havde lejet autocamperen i Flensborg.

På vejen derned var vi forbi et af verdens største bilmuseer i Mulhouse i Østfrankrig. Et kæmpe sted med ALT i biler, fra de allerførste og til moderne Formel 1.

Vi gjorde holdt i vindistriktet Bordeaux og nød de mange vinmarker.

Vi fik efterhånden en rutine der hed, at vi stod op og kørte med det samme klokken 7:00, ca. kl 8:00 kørte vi ind i en lille landsby til en lækker lokal bager som Laura havde fundet online, og købte ind til morgenmad. Og således fik vi smagt det mest fantastiske autentiske brød, hver eneste dag i 9 dage.

I Bilbao overnattede vi et tilfældigt sted bjerget, og besøgte Guggenheim Museet. WOW WOW WOW, sikke et museum!!! (og byen var FULD af autocampere. Jeg tror det lokale politi så lidt gennem fingre. Vi parkerede og overnattede også lidt kreativt.. Der var rigtig, rigtig mange der var på vej mod solformørkelsen)

I Området omkring solformørkelsen var der blomstrende solsikkemarker overalt. Meget symbolsk. Og noget skal man jo lave alt den lokale solsikkeolie af.

På vej hjem kørte vi vest om Paris, og var omkring den Amerikanske kirkegård i Colle-sur-Ville i Normandiet. En gammel historie om at vi netop missede den kirkegård på en tur i området tilbage i 2009. Vild kirkegård, som jeg husker at jeg besøgte i gymnasiet, og altså gerne ville have vist Laura og Philip da de var 7 og 9 år. Nu lykkedes det.

Øst for Bruxelles besøgte vi et vidunderligt Herge/Tintin Museum. Min familie er meget glad for Tintin. Jeg har aldrig rigtig været fan. Men det blev jeg da godt nok. Meget, meget fint museum.